Årets nationale Naturvidenskabsfestival er på trapperne. I uge 39 vil tusindvis af elever over hele Danmark kaste sig ud i scienceprojekter af enhver tænkelig art. På Fredericia Realskole vil elever i udskolingen undersøge grænserne for kunstige knogleled i menneskekroppen. I projektet indgår køb af en ny 3D-printer til skolen.

Fredericia Realskoles 7. og 8. årgang vil snart vide, hvordan man på en 3D-printer modellerer og konstruerer knogleled som reservedele til kroppen.

I uge 39, når eleverne deltager i den nationale Naturvidenskabsfestival, vil de arbejde i et tværfagligt forløb med fagene biologi og matematik. De vil undersøge spørgsmålet :”Hvor går grænsen for kunstige knogleled?”

Eleverne vil lære om kroppens forskellige led og de vil prøve at modellere, undersøge og 3D- designe knogler og knogleled og de vil forholde sig til  spørgsmålet: Hvad er teknologisk og etisk muligt i en nær fremtid med kunstige led og organer?

Fredericia Realskole sætter dermed spot på naturfagene og søger at fremme elevernes kreativitet, nysgerrighed og kompetencer på det naturvidenskabelige område.

I alt over 150.000 elever fra grundskoler og gymnasier i hele Danmark vil, som eleverne i Fredericia, fejre naturfagene og prøve dem af på nye måder:

– Naturvidenskabsfestival er en oplagt mulighed for at tænke ud af boksen, arbejde på tværs af fag og klassetrin og arbejde praktisk med det naturvidenskabelige, undersøgende arbejde. Vi håber, at festivalen engagerer eleverne og giver dem smag for at naturvidenskabelige kompetencer kan være guld værd for dem selv og for det samfund, der omgiver dem, siger Estrid Brandorff, programleder for Naturvidenskabsfestival.

Penge til skolen

Fredericia Realskole har til projektet søgt om og fået bevilget knap 15.000 kr. fra Naturvidenskabsfestivals Uddelingspulje til at købe en 3D-printer til skolen for. Puljen er støttet af Carlsbergs Mindelegat, der i 2018 støtter arrangementer i festivalen med i alt 1 mio. kr.

I alt har 22 syddanske skoler, gymnasier og skolecentre fået tilsammen knap 300.000 kr. fra uddelingspuljen. 

Naturvidenskabsfestival er udviklet og koordineret af Astra – Danmarks nationale center for læring i natur, teknik og sundhed. Udover de mange skoler, der deltager, sætter også ungdomsuddannelser, biblioteker, museer, naturskoler og virksomheder fokus på science med alt fra et par timer til en hel uge.

I år er det 20 år siden, festivalen blev holdt for første gang.

Se også www.naturvidenskabsfestival.dk

https://v2.billetten.dk/index/eventdetails/eventno/69163?