Forside Fredericia Elever indtog den nye bygning på HTX Lillebælt

Elever indtog den nye bygning på HTX Lillebælt

DEL
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Gymnasiet HTX Lillebælt havde mandag første skoledag, og det markerede nye tider på skolen, hvor den nye HTX-bygning blev taget i brug og blev indtaget af forventningsfulde og glade elever.

For 1.G’erne var det som en enhver anden skolestart. En masse nye indtryk, men de mærkede ikke så meget til, at det er en ny bygning, som de indtog fra morgenstunden.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Til gengæld har det været en omvæltning for 2. og 3.G’erne, der har været vant til HTX-fløjen i den traditionelle bygning, som i en del år har dannet rammerne om HTX Lillebælt.

“Jeg har set frem mod denne dag, siden vi i efteråret tog første spadestik til vort nye gymnasium,” sagde rektor Lars Hansen i sidste uge og fortsatte:

”Vi får et gymnasiemiljø, der for alvor understøtter læring og faglighed, samtidig med at vi får nogle rammer, der understøtter det sociale miljø og giver de unge mange muligheder for at udfolde sig i sociale sammenhænge også – alt sammen udviklet i samarbejde mellem elever, lærere og fagfolk, det bliver rigtig godt!” 

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Det nye gymnasium er ud over klasselokaler indrettet med mange muligheder for alternativ undervisning med kreative rum og grupperum med lounge-miljøer og ikke mindst et stort åbent atriumområde med glastag midt i bygningen, hvor der er mulighed for at samles i større eller mindre grupper med udsigt til himlen ovenover.

Gymnasiet HTX Lillebælt har med den nye bygning taget et stort skridt mod at realisere ’Fremtidens gymnasium’, hvor målet med undervisningen og studierne er at kvalificere eleverne til videregående uddannelse. Da en HTX-eksamen kvalificerer til et væld af uddannelser især inden for det naturvidenskabelige og det samfundsvidenskabelige område, er det en meget bred studentereksamen, man står med i hånden, når man har gennemført de tre års uddannelse og får huen på.

”Mandag stod i elevernes tegn, der skal tages godt imod dem alle – senere bliver der en officiel indvielse af bygningen med snoreklipning og festivitas,” fortalte rektor Lars Hansen med et smil.

Indbydende miljø

Fredericia AVISEN var i forbindelse med første skoledag forbi den nye Gymnasium-bygning ved middagstid, hvor rektor Lars Hansen stod klar ved hovedindgangen, og han åbnede døren til et indbydende miljø, hvor læringen skal spire.

Grundet den store mængde nedbør i sidste uge har der været en vandskade på noget af det åbne areal, når man træder ind ad døren, men området forventes snart taget helt i brug.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Til at starte med gik vi rundt på stueetagen, og her er der, som der også er på 1. salen, en masse små kroge, hvor man kan lave gruppearbejde og her stødte vi ind i det første hold elever, der benyttede sig af de nye faciliteter.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Turen gik videre rundt og duften af “ny bygning” hang stadig i luften, selvom det hele har stået klar i nogen tid.

Sådan ser et klasselokale ud på det nye HTX. Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Undervejs aflagde vi blandt andet et besøg i en design-klasse, som var i fuld gang med undervisningen fra dag et i det nye skoleår, og efter at have været rundt der og snust lidt i de forskellige kroge gik Lars og jeg igen hver til sit.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Se her flere billeder fra det nye HTX Lillebælt:

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN
https://www.billet.dk/order/tickets/13261438/tyrolerfest-i-fredericia-2019-eksercerhuset-2019-11-02-17-00-00?
DEL