Ud af 13 elever på et elektrikerhold kan de ni ikke finde en læreplads, og det til trods for, at Fredericia Kommune har indgået en aftale med Business Fredericia om en lærepladsgaranti for elever i 9. og 10. klasse.

For et par år siden udvidede uddannelsesudvalget deres samarbejdsaftale med Business Fredericia til at gælde for en lærepladsgaranti for elever i 9. og 10. klasse. Meningen var at styrke arbejdet med at få flere faglærte i Fredericia.

Inger Nielsen. Foto: AVISEN

Med til at skrive under på den aftale var daværende næstformand i uddannelsesudvalget, Inger Nielsen. Hun kan nu fortælle, at aftalen ikke opretholdes.

– Min nevø går på et hold, hvor de ni mangler at få en læreplads som elektriker, siger hun.

Inger Nielsens mand, Dennis, har selv en baggrund i elektrikerfaget og er derfor i fuld gang med at hjælpe nevøen, men ikke alle har den mulighed.

– Det kan ikke passe, at familien skal hjælpe til, når vi har en lærepladsgaranti, fastslår Inger Nielsen.

Det er dog ikke fordi aftalen om lærepladsgaranti ikke virker, fortæller Inger Nielsen.

– Jeg ved, at Dansk Metal har sørget lærepladser til dem inden for deres branche, men i elektrikerfaget er det op ad bakke, kan jeg se ud fra min nevøs oplevelse. Det ærgrer mig, at vi lavede en aftale, som ikke overholdes.

Det forhenværende byrådsmedlem undrer sig over, at flere af de store elektrikerfirmaer i Fredericia ikke tager lærlinge.

– De kommer til at mangle faglært arbejdskraft om nogle år, og derfor burde de tage ansvar. Efter min mand, Dennis, har lavet et opslag på LinkedIn, har han fået henvisninger til elektrikervirksomheder i Kolding og Vejle, men ingen i Fredericia. Det undrer jeg mig lidt over, når vi lavede sådan en aftale dengang, forklarer Inger Nielsen.

Pernelle Jensen. Foto: AVISEN

Pernelle Jensen (V), der er formand for Uddannelsesudvalget, var også formand, da aftalen blev indgået.

– Vi lavede den for at styrke satsningen på erhvervsuddannelser, da vi vil have flere unge til at vælge den retning. Hvis der er nogle, som ikke har fået en læreplads, så er det noget vi skal kigge på. Vi må se, om der er et match med nogle af virksomhederne i Fredericia, for selvfølgelig skal vi overholde aftalen, siger Jensen og fortsætter:

– Meningen med aftalen er, at man som ung trygt kan vælge en erhvervsuddannelse og være sikker på at få en læreplads, da virksomhederne giver garantien.

Læs erhvervsuddannelsesstrategien her