Forside Fredericia Ekstra ”Julegavesignering” hos Billunds Boghandel

Ekstra ”Julegavesignering” hos Billunds Boghandel

DEL
Celebert lokalhistorisk besøg ved Arkivernes dag, her forfatterparret Rosa og Anders Engelbrecht (Foto: Claes Andersen)
Celebert lokalhistorisk besøg ved Arkivernes dag, her forfatterparret Rosa og Anders Engelbrecht (Foto: Claes Andersen)

Bogen ”Mindesteder FREDERICIA og omegn” som udkom i slutningen af oktober, er blandt de mange spændende lokale bogudgivelser i dette efterår. Der er blandt Fredericias borgere stor interesse for byens historie, og mange lokale titler vil helt sikkert ligge under juletræerne både i Fredericia og rundt i landet hos ”gamle” fredericianere.

Rosa Engelbrechts nyeste udgivelse, om byens og omegnens mange mindesteder, vil være blandt årets julegaver. Over 352 sider fortælles om 225 kendte og mindre kendte mindesteder, illustreret med et væld af Rosas egne nye farveoptagelser og en række historiske fotos. Med udgangspunkt i de mange historiske markører beskriver hun en del af byhistorien gennem emner der spænder over fæstningens anlæg og brug, krigenes påvirkning og spor, byens udvikling og historiske bygninger. Desuden beskrives personer, som mindes for deres særlige betydning samt trossamfundenes særlige historie. Der fortælles om stederne på en måde, som giver nye vinkler på minderne, og som beskriver bevæggrundene til, at en markering blev besluttet, om stemninger ved afsløringerne og om eventuelle flytninger af mindemærker. Drejer det sig om personmindesteder, gives der et indblik i personens liv og levned.

Bogen er en populær gaveidé. Derfor tilbyder Billunds Boghandel, Fredericia og Rosa Engelbrecht en ekstra bogsignering lørdag den 8. december fra kl. 12 til 13.30.

 

DEL