Forside Erhverv Ejerskifte i KM Telecom Danmark A/S

Ejerskifte i KM Telecom Danmark A/S

DEL

Otte år efter en rekonstruktion er stifter Michael Hermansen atter eneejer af Fredericia-virksomheden, der bl.a. leverer netværksløsninger til mobiloperatører

En af landets største leverandører af data- og mobilnetværk, KM Telecom Danmark A/S i Fredericia, har fået ny ejer. Det er firmaets stifter og CEO, 48-årige Michael Hermansen, som nu igen kan kalde sig eneaktionær i virksomheden.

KM Telecom kom under rekonstruktion i 2011 grundet store udeståender hos norske kunder. Michael Hermansen fortsatte som CEO og medejer med 25 procent af aktierne. Sidste år erhvervede han yderligere 24 procent, og i denne uge underskrev han købet af de resterende 51 procent.

– Det er en ubeskrivelig følelse igen at være herre i eget hus. Rekonstruktionen i 2011 og tiden efter var på alle måder en udfordrende omgang. Men alle mand har kæmpet og slidt, og det lange, seje træk samt de nødvendige tilpasninger bærer nu frugt i form af bundsolide resultater, fortæller en glad Michael Hermansen og tilføjer:

– Denne milepæl var ikke nået uden vores loyale og dygtige med arbejdere, samt naturligvis vores gode kunder og samarbejdspartnere, herunder Middelfart Sparekasse.

Lys fremtid og stor investeringslyst

Michael Hermansen betegner hele processen efter rekonstruktionen som hård, men lærerig. KM Telecom vil blandt andet holde fokus på det danske marked, på fornuftige vækstrater og på at konsolidere virksomheden yderligere, fastslår han.

Ifølge Michael Hermansen ser virksomheden – der bl.a. samarbejder med sværvægtere som TDC, Telenor, 3, Nokia, Ericsson og Stofa – ind i en lys fremtid. Udbygningen af 4G-netværket (og på længere sigt 5G) kører på fuld kraft, og de politiske krav om god mobildækning i udkants-Danmark giver også travlhed de kommende år.

– Vi oplever en stor investeringslyst, og vi forventer, at det fortsætter i hvert fald de kommende fem-seks år. Kravene til data- og mobil-infrastrukturen vokser og vokser, og det er svært at forestille sig, at den tendens ændrer sig de næste mange år, konstaterer Michael Hermansen.

KM Telecom Danmark A/S har et halvt hundrede medarbejdere, og selv om der er mangel på telemontører, så ventes dette tal at stige til cirka 65 inden for et halvt års tid.

www.fcfredericia.dk
DEL