De historisk lave renter fortsætter trods Coronakrisen, samtidig falder udbudet af boliger. Fredericia AVISEN har talt med Place2Lives lokale ejendomsmægler Lars-Bo Ottesen om boligsituationen efter genåbningsfase 2. 

Maj lakker mod enden, og hos Place2Live i Prinsessegade suser Lotte Post af sted til en fremvisning. Sælg nu det hus, ejendomsmægler Lars-Bo Ottesen og smiler, inden avisen hører om hans syn på det lokale boligmarked. 

Lars-Bo Ottesen, Place2Live. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

“Vi ser positivt på boligmarkedet til trods for Coronakrisen. Vi har imidlertidig det laveste udbud af boliger siden 2007. Det betyder også, at købere ikke kan forvente en større rabat, som man har set i de forgange år. Hertil skal man også lægge, at renterne er lukrative – man kan få 1 procent i rente til kurs 98, selvom vi er inde i en verdenskrise. Det er godt,” siger Lars-Bo Ottesen.

“Vi mærker dog, at vores kunder er glade og tror på, at hjulene kommer i gang igen. Fredericia er samtidig en attraktiv by, og vi ser også, at fremvisningerne er i vækst igen, massevis af købere melder sig, men desværre kunne vi godt bruge, at flere boliger kom til salg. Lige nu er der ikke så meget at betænke sig om som boligkøbere – det er bare med at få købt sin drømmebolig i en fart, for når udbudet er lavt, og renten det samme, så giver det på sigt øgede priser på markedet,” uddyber Lars-Bo. 

Et andet hit, som man ser lige nu, er sommerhussalget – mange kender sikkert en, der lige har købt et sommerhus, og det ses også i tallene.

“Det er helt vildt. Der går ikke mange uger fra noget kommer til salg, før det er solgt på markedet. Alene i april er der i Danmark solgt 400 flere sommerhuse end samme måned året før. Flere medier skrev også, at ejerlejlighederne var blevet overhalet indenom, men de rykker på sig i de større byer igen nu,” fortæller Lars-Bo og fortsætter:

“Sommerhuset er populært nu, hvor sommerferien syd på med stor sandsynlighed er aflyst. Mange bruger de penge på udbetalingen til et sommerhus i stedet. Det er naturligvis fantastisk, at man investerer i Danmark, men omvendt skidt for turismen i EU. Men jeg tror på, at vi vil se fremgang igen indenfor kort tid.” 

Sommerhusene går som varmt brød, hvad med husene i Fredericia?

“Der er en liggetid på mellem 90-120 dage – det er jo gennemsnit. Nogle boliger er længere tid på markedet, andre mindre. Afslagene er på mellem 5-8 procent, men også flere der sælges til prisen. Fredericias boligmarked er stadig billigere end eksempelvis Vejle, Kolding og Middelfart, men byen har udviklet sig positivt de seneste år og hermed kommer nye købere til,” svarer mægleren.

Hvad med de nye virksomheder, der flytter til byen, kan I mærke det?

“Ja, det kan vi. Det er jo faktisk et held for Fredericia i relation til Coronakrisen, at man med de virksomheder og de mennesker, der flytter hertil kan holde hånden under boligmarkedet. Fredericia er populær,” slutter Lars-Bo Ottesen. 

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer