Valgdagen er kommet, danskerne valfarter til stemmeurnerne – og i Fredericia er det ingen undtagelse. En af dem der har været nede at stemme allerede er Dansk Folkepartis borgmesterkandidat Susanne Eilersen. For hende har valgkampen været lang, men hun håber at vælgerne vil honorere deres indsats gennem de sidste fire år.

– Det er altid spændende, men det er altid en glad dag. Men jeg er klar over, at med det vi i Fredericia har været igennem, så har det været en lang periode hvor vi har skullet stå på mål for en lang række ting. Jeg håber vi kan komme ovenpå hurtigt igen og rent faktisk tale politik, det tror jeg Fredericia har brug for, siger Susanne Eilersen.

På landsplan ser meningsmålingerne meget sløje ud, men Susanne Eilersen håber ikke, at det får en påvirkning på resultatet i Fredericia.

– Jeg ved ikke om det slår igennem. Måske gør det lidt, for vi havde et godt valg sidste gang. Men jeg synes at vores hold har gjort hvad vi kunne med de midler vi har haft at gøre med. Så er det op til vælgerne at sætte deres kryds, siger Susanne Eilersen og fortsætter:

– Men jeg håber meget at vælgerne husker på hvad der er sket i de sidste fire år og ikke kun i det sidste år. Vi har fået sat mange flotte DF-aftryk her i byen. Uanset står jeg op i morgen og forsøger at gøre Fredericia til et bedre sted. Det er det jeg gerne vil.

Susanne Eilersen valgte at stille sit eget mandat til rådighed som borgmesterkandidat. For hende handlede det om, at Fredericia mangler en leder.

– Fredericia manglede en lederfigur efter Jacob (Bjerregaard, red.). Der var et vakuum der skulle udfyldes, og der synes jeg at jeg med min politiske erfaring og netværk har noget at byde ind med. Jeg kommer fra et mindre parti og det er svært, men jeg vil gerne have at vælgerne ved, at jeg er klar til at tage det ansvar, siger Susanne Eilersen.

For Dansk Folkeparti er det ikke et succeskriterie at få borgmesterposten, men Susanne Eilersen tør godt sætte tal på hvornår det for hende er en succes.

– Det er et succeskriterie at vi kan få sat DF-aftryk, særligt på børn, ældre, handicappede og sundhed. Det er det jeg har kæmpet for i de sidste 23 år i mit liv og vil blive ved med. Det må aldrig kun i sig selv blive et mål at få poster. Det skal være et mål at ændre noget for borgerne, siger Susanne Eilersen.

– Nu har vi ligget i målingerne til de to mandater vi har nu. Ved sidste valg fik vi jo tre, men Karsten (Byrgesen, red.) valgte at skifte parti. Sådan er det, det er også et vilkår. Men som vi ligger på landsplan, så hvis vi kan holde to mandater og få 8-9%, så tænker jeg at Inger Nielsen og jeg kan være godt tilfredse med det vi har udrettet, fortsætter hun.

Skriv en kommentar