I denne tid bakker flere og flere fredericianske virksomheder op om den kampagne, som Fredericia Kommune, Fredericia Shopping og Business Fredericia igangsatte med T. Hansen og Monjasa som de første bidragsydere. 

Nu har man besluttet at købe for 25.000 kroner til Egil Rasmussen A/S medarbejdere. 

“Vi har valgt støtte projektet, fordi grunden er, at vi er berørt af Coronasituationen. Vi kan se hvordan det går samfundet – og vi har ondt af de her butikker, for det er dem, det rammer hårdt. Det er en god måde at støtte butikkerne på som helhed. Det er svært at pege en enkelt ud, så det her rammer forhåbentlig lidt bredere. Det kunne være vores støtteerklæring til butikkerne,” siger medejer hos Egil Rasmussen A/S, Christian Duus og fortsætter:

“Vi har en personaleforening, der afholder arrangementer, men det har ikke været muligt, så nu har vi valgt at købe gavekort til byens butikker, som vi nu trækker lod om. Vi ville jo gerne have været sammen, som vi plejer, men nu gør vi det her.”  

“Vi er ikke ramt af Corona på samme måde som andre. Vi har ingen problemer, en hård vinter havde været værre. Coronasituationen har påvirket vores branche, men slet ikke sammenlignet med butikkerne. De har ikke haft en jordisk chance for at forberede sig. Det er kun en dråbe i havet, som vi giver her, men vi vil gerne hjælpe,” siger Christian Duus og slutter:

“Kampagnen Handel lokalt viser et lokalt sammenhold, som jeg er meget glad for. Jeg synes det er skønt, at vi viser lokal patriotisme og står sammen i en svær tid. Det er et virkelig godt initiativ. Det er mange penge der kommer ud i lokalsamfundet, men det er lige så meget moralsk støtte. Vores 25.000 kr. er måske ikke så meget, men vi forsøger at gøre noget – og gør alle det, så skal det nok gå. Vi kan ikke redde hele Fredericias forretningsliv, men vi vil gerne gå forrest.” 

Glæde hos Business Fredericia

Erhvervsdirektør Kristian Bendix Drejer er meget glad for at flere virksomheder melder sig for at støtte butikkerne.

“Det er ingen tvivl om, at hele samfundet er berørt af Coronakrisen. Det gælder også detailhandlen, restauranter og caféer så når lokale virksomheder finder økonomi til at støtte op om voucherkampagnen, er det noget vi sætter stor pris på. Vi er meget taknemmelige. Jeg håber også, at Egil Rasmussens personaleforening får mulighed for snart at mødes igen og fejre det sociale, der er i en virksomhed,” slutter Kristian Bendix Drejer og sender en stor tak på vegne af sine medlemmer til virksomheden.

Leave a Reply