Forside FC Fredericia Ege: Det er et storebror/lillebror-forhold

Ege: Det er et storebror/lillebror-forhold

DEL
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

FC Fredericias anfører, Christian Ege Nielsen, ser frem til kampen mod Vejle og kalder sit forhold til klubben som et storebror/lillebror-forhold.

Fra FC Fredericias fans side er der blæst til kamp mod Vejle, og det er en kamp, som der er talt om lige siden, at Vejle rykkede ned i NordicBet Ligaen. Christian Ege vedkender, at det er en speciel kamp, men han ser det ikke som et stort rivalopgør.

“Det er et storebror/lillebror-forhold vil jeg sige.De har en fed klub, et fedt stadion og de er lige kommet ned fra Superligaen med et stort setup. Vi har haft nogle fede kampe mod dem tidligere, men det er ikke sådan, at jeg føler vi er store rivaler,” siger Ege til Fredericia AVISEN.

Se her Christian Eges mål og jubelscene i 3-2-sejren mod Vejle d. 18. september 2016.

D. 18. september 2016 vandt FC Fredericia 3-2 over Vejle. Målscoreren til 1-1 i det opgør var Christian Ege Nielsen, der gik direkte hen mod Vejle-fansene og tyssede på dem, men det var ikke grundet et specielt had til Vejle.

“Jeg gjorde det fordi, at de råbte noget om min mor, da jeg havde spillet min kamp nummer et eller andet dengang. Så jeg gav lidt igen,” siger anføreren og griner.

Vejle er noteret for fire point i sæsonens første tre kampe, hvor de har svinget i niveau og Christian Ege ser gode muligheder for at få sejren med hjem fra Nørreskoven.

“Jeg synes, at vi har fine chancer. Vi skal ud at se om vi kan få kampen spillet på vores præmisser – det har vi været gode til i den her sæson og jeg tror heller ikke helt, at Vejle har deres relationelle på plads endnu. Jeg tror, at hvis vi er gode til det, som vi er dygtige til, så har vi en fin chance ,” fortæller han.

FC Fredericia kommer ind til kampen med to sejre i træk i NordicBet Ligaen, og det giver noget til selvforståelsen forud for lokalopgøret.

“Det har gjort meget, at vi har vundet to i træk, fordi præstationen har været gode. Det, at vi har scoret 2×3 mål er heller ikke hverdagskost, så det giver en positiv stemning og det er altid godt,” fortæller Christian Ege, der i den seneste kamp mod Næstved var rykket ned i midterforsvaret og det bliver muligvis tilfældet igen mod Vejle:

“Nu må vi se om “Malte” er klar, men jeg har det fint med at spille der. Jeg er ny dernede og skal lære masser af principper om hvordan man håndterer de forskellige situationer. Det gik okay mod Næstved, og jeg er klar på at tage en tørn dernede igen.”

Der meldes om, at der kommer i omegnen af 200 FC Fredericia-fans på lægterne, og det er sød musik i anførerens øre.

“Det bliver fedt, og de kommer til at gøre en forskel som altid. De gør også en forskel, når de kommer 20-25 til Køge. Jeg kan huske, at vi tidligere havde en kamp i Vejle, hvor vi også havde mange fans med og det gav et kæmpe boost,” fortæller Christian Ege.

Vejle og FC Fredericia tørner sammen onsdag aften klokken 18:30 i Nørreskoven.

http://bit.ly/metteblomsterberglecture
Klik her
DEL