Politiken bringer i dag en artikel omkring 33 borgmestres eftervederlag, hvor mange afgørende borgmestre hæver vederlaget, selvom de har fået andre jobs. På listen fremgår det, at Uffe Steiner Jensen og Kenny Bruun Olsen modtog det helt naturlige eftervederlag efter endt borgmesterperiode. Uffe Steiner Jensen modtog samtidig et vederlag som Formand for Danske Havne og Kenny Bruun Olsen, som Direktør og medejer af afdelingen af TeknikGruppen i Fredericia.

Særligt i medierne har det på det seneste vakt debat, og på de sociale medier kan det hurtigt antænde en debat, hvis politikerne sparer med den ene hånd og giver til sig selv med den anden. Senest har den afgående Kultur- og Fritidsborgmester i København, Carl Christian Ebbesen besluttet at frasige sig eftervederlaget. Vi spurgte de to tidligere fredericianske borgmestre om eftervederlagsproblematikken.

“Reglerne er sådan og det tog jeg til efterretning. Jeg fik et vederlag på 93.000 kr., så vidt jeg husker. Det er en opsparing, som gjorde, at jeg fik 1,5 månedsløn, fordi jeg var Borgmester et år. Hvis man ser nøgternt på det, var jeg i en situation, hvor man er under et kæmpe pres, fordi man skulle påtage sig et erhverv, men man risikerer samtidig at tabe valget. Det er ret svært og ret kompleks. Jeg kunne ende med at stå med fagforeningspenge, hvilket er svært at klare sig for. Man går faktisk en måned, hvor man skal finde et andet job. Jeg vil dele den her problemstilling op i to. Hvis man kvitter et lønnet politisk erhverv, der giver krav på et eftervederlag, fordi man har fundet et andet job, så mener jeg ikke, at man skal have det vederlag, men var man i min eller Uffes situation, hvor man ikke bliver genvalgt, så er det en god løsning,” siger Kenny Bruun Olsen til Fredericia Avisen.

Tidligere borgmester Uffe Steiner Jensen og advokat Mads Thejl Hansen ved første spadestik til Søndervoldgade Kvarteret.
Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia Avisen.
Uffe Steiner Jensen: Parlamentarikerne må beslutte

Uffe Steiner Jensen var meget glad for, at han havde eftervederlaget, da han ikke blev genvalgt, men han forstår samtidig de problemstillinger, der rejses i debatten i disse dage.

“Vi borgmestre forholder os til det regelsæt, der er vedtaget i Folketinget. Jeg var selv glad for, at jeg ikke stod uden nogen indtægt bagefter. Når man bliver Borgmester, er det på fuldtid, hvilket betyder, at man ofte siger sit job op. Jeg fik selv et honorar som Formand for Danske Havne, men det var et bestyrelseshonorar, og kan ikke sammenlignes med en løn. Men dermed ikke sagt, at man ikke kan ændre på reglerne, men det må være op til vores parlamentarikere. Borgmestrene må navigere i det system, som der vedtages på Christianborg og jeg forstår udmærket problematikkerne ved eftervederlaget,” siger Uffe Steiner Jensen.

På Christiansborg har Dansk Folkeparti og Enhedslisten også advokeret for, at eftervederlaget skal modregnes andre indtægter, skriver Politiken denne mandag.