Vi vil gerne belønne en ekstraordinær indsats – men hvem var den 4. hjælper, spørger Sydøstjyllands Politi nu befolkningen. Politiet søger en mand, der hjalp, da en anden mand ville springe ud fra Vejlefjordbroen.

Mandag den 9. maj omkring kl. 18.40 handlede fire personer hurtigt og resolut på en hændelse på Vejlefjordbroen. De samarbejdede alle fire om at forhindre en mand i at springe ud fra broen, og holdt ham tilbage, indtil politi og reddere ankom. Der blev efterfølgende taget sundhedsfagligt hånd om manden, skriver politiet, der gerne vil anerkende den ekstraordinære indsats:

– Vi synes, at de fire fortjener en dusør for deres livreddende og ekstraordinære indsats, som vi gerne vil anerkende og belønne.

Politiet mangler dog oplysningerne på én af de fire personer, der hjalp:

– Desværre fik vi ikke noteret identitetsoplysninger på én af de fire, før han forlod stedet. Så nu beder vi jer om hjælp, så vi kan få fundet ham! Da hændelsen skete på motorvejen, så kan han jo komme fra hele landet. De tre andre, som vi har identiteten på, er en mand på 42 år, en kvinde på 34 år og en mand på 33 år. Men var du den 4.? Eller har du hørt om hændelsen fra ham? Eller kan du på anden måde hjælpe os med at hitte ham derude? Du kan i alt fald hjælpe ved at dele opslaget, så det når så mange som muligt og der må være nogen, der kan hjælpe os? Vi vil så gerne og er rigtigt trætte af, at det smuttede med lige de oplysninger på dagen, som jo ellers var så succesfuld, som noget kan være, skriver politiet, der opfordrer folk til at via 1-1-4, eller måske til personen selv, så han kan rette henvendelse til os.