I slutningen af juni blev det præsenteret, at der for de udvidede anlægsmidler investeres 27 millioner kroner i de selvejende haller og idrætsforeninger. En del af den pulje gik til Erritsø Idrætscenter, hvor der torsdag aften var informationsmøde omkring projektet.

Omkring 50 interesserede var mødt op i Erritsø Idrætscenter, hvor hal 1 dannede rammen om mødet, der varede i to timers tid.

Anders Axø tog ordet til at starte med. (Foto: Patrick Viborg Andersen / Fredericia AVISEN)

Formand for Erritsø Idrætscenters forretningsudvalg, Anders Axø, lagde ud med at byde velkommen og sagde følgende:

“Fredericia har brugt de ekstra anlægskroner på en række forskellige ting, blandt andet til foreningslivet og de selvejende haller. Her i Erritsø er vi godt tilgodeset, og det er vi glade for. Vi har arbejdet med mange ting igennem en længere periode, så det er ting, som vi har kunnet trække op af skuffen. Der har skullet penge til for, at det kunne bruges. Vi er presset økonomisk, da de traditionelle idrætsgrene ser anderledes ud end tidligere, og derfor skulle der ske noget ekstraordinært for, at det her sker,” sagde Anders Axø.

Christian Jørgensen havde en god politisk torsdag. (Foto: Patrick Viborg Andersen / Fredericia AVISEN)

Næstformand i Kultur- og Idrætsudvalget, Christian Jørgensen, glædede sig over at være tilstede i Erritsø Idrætscenter.

“Der er nogen dage, hvor det er sjovere at være politiker, end andre. I dag (torsdag, red.) er en af de gode dage. I eftermiddags holdt vi pressemøde på Voss-grunden, der ser miserabel ud. I anlægspuljen har vi fået midler til at få grunden til at fremstå mere værdigt end tilfældet er nu. Og nu står jeg herude og hører på det spændende projekt, som forskellige aktører fortæller om,” sagde Jørgensen og fortsatte:

“Flere mente, at efter Fredericia Idrætscenter fik en opgradering i forbindelse med anlægspuljen, at man manglede andre steder. Både foreninger og folk i forretningsudvalg mente, at de også skulle have del af kagen, og de skal have stor ros for at komme med kvalificerede inputs. Projekter som dem her kan man ikke forcere frem, og det er derfor flere års stærkt arbejde, som man har fundet frem. Vi søgte om at få flere penge at gøre godt med, og det lykkedes. Vi er den kommune i Danmark, der målt pr. Indbygger, har fået den største ekstra anlægsbevilling, og mange af de penge er gået til idrætslivet.”

Arkitekt Annette Billund kom med et oplæg omkring arkitektdelen omkring EIC-projektet. (Foto: Patrick Viborg Andersen / Fredericia AVISEN)

Undervejs var der oplæg fra flere af aktørerne omkring EIC-projektet. Formand for EGIF-tennis, Hans Martin Brøndum, fortalte omkring padeltennis, da der opføres to baner i forbindelse med opførslen af ketsjercentret.

Hans Martin Brøndum fortalte om padeltennis. (Foto: Patrick Viborg Andersen / Fredericia AVISEN)

“Det er den mest fremgangsrige sport i verden, også i Danmark. Det er et spil, der er let og hurtigt at lære. Det er ikke så teknisk som tennis, og nærmest plug and play. Derfor er det bredt appellerende til events, firmaer, skole, foreninger og lignende. Det er vanskeligt med eksempelvis tennis, som man ikke lærer på fem minutter,” sagde Hans Martin Brøndum.

Jacob Falkenby er formand for EGIF Esport, der skal være med til at skabe mere liv i Erritsø Idrætscenter. (Foto: Patrick Viborg Andersen / Fredericia AVISEN)

En anden af dem, der kom på banen med et oplæg, var formand for EGIF Esport, Jacob Falkenby, der blandt andet sagde:

“Planen er, at vi blandt andet skal holde netparty, som vi hidtil har arrangeret seks af. Vi er gået fra at være 37 deltagere i hal 3 til sidst at være omkring 250 i hal 1,” sagde Falkenby og fortsatte:

“Vi skal være en breddeidræt, så nej. Vi er ikke ikke det nye Fredericia Esport, og skulle det udvikle sig til at blive til elite, så er det med andre end mig til at stå for det,” fortalte Jacob Falkenby. 

Lars Bøgebjerg, formand for EGIF, svarede undervejs på en del spørgsmål. (Foto: Patrick Viborg Andersen / Fredericia AVISEN)

Slutteligt var der en spørgerunde, hvor der kom mange indspark fra de fremmødte. En af de fremmødte undrede sig over, hvorfor der investeres så kraftigt i padeltennis, som han ikke selv havde hørt om før i foråret.

“Det giver ingen mening at bygge færre baner end vi gør. Der bygges fire nye tennisbaner herude, to af dem er til padel. Det giver ikke mening at bygge færre, da det ellers ikke vil skabe et flow,” svarede Hans Martin Brøndum og blev suppleret af Anders Axø:

“De traditionelle idrætsgrene er blevet mindre, og vi skal derfor udvikle os, da vi ellers kan risikere at dreje nøglen om. Vi skal se, hvad der skal til for at gøre det til et attraktivt sted at komme,” sagde Axø.

Interessen var stor fra de fremmødte. (Foto: Patrick Viborg Andersen / Fredericia AVISEN)

Fakta om investeringen i Erritsø Idrætscenter:

Der bygges for i alt 20,628 mio. kr. Der opføres et ketsjercenter, inkl. vej og p-areeal, flytning af rugbybaner, nyt klubhus til rugby og fodbold, ny indgang og foyer, nye omklædningsrum, E-sportslokaler, renovering af toiletter i foyer mv. renovering / vedligeholdelse af svømmehal og slibning af halgulv og ny opstribning.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer