Fredericia Kommune afholdt fredag middag pressemøde på Østerstrand, hvor de fortalte om coronasituationen, og i den forbindelse blev det offentliggjort, at der kommer et karmakorps på stranden i weekenden.

Solen skinner for alvor over Danmark. Det betyder, at mange mennesker vil samles på såkaldte hotspots, og det gør, at man skal være ekstra opmærksom i forhold til at holde afstand og have god adfærd og følge retningslinjerne omkring Covid-19.

I den seneste tid har smittetrykket været stigende i Danmark, og som følge af det er forsamlingsforbuddet ikke blevet hævet til 200 og forbliver foreløbigt på 100. Derudover der er lagt op til, at fase 4 af genåbningen af Danmark med diskoteker og barer ikke gennemføres.

Jimmi Gabriel Andersen fra Ungfredericia og Jacob Bjerregaard. (Foto: Matthias Runge / Fredericia AVISEN)

I den forbindelse gav Borgmester Jacob Bjerregaard (A) en opdatering på, hvad Fredericia Kommune arbejder med i forbindelse med forebyggelsen af smittespredning. Han kunne blandt ande fortælle, at der er oprettet et karmakorps, der vil være til stede på Østerstrand i weekenden, hvor de vil komme med gode råd, håndsprit og affaldsposer.

“Vejret ser ud til at ramme os. Rundt omkring i Danmark er smittetrykket steget, og det gør, at vi skal være ekstra opmærksomme. Der er ingen grund til at være nervøse i Fredericia, da vi har få smittet her i byen, men når smittetrykket stiger i Danmark, kan det komme her til. Vi har et ansvar for at passe på borgerne, der kan blive hårdt ramt,” sagde Bjerregaard på pressemødet, som du kan se i fuld længde herunder:

Om karmakorpset:

Den kommende weekend byder på godt vejr og koncert med Thomas Buttenschøn på Østerstrand, hvilket godt kan tiltrække mange mennesker –særligt de unge. På grund af situationen med COVID-19 sender Fredericia Kommune et særligt karmakorps til Østerstrand. Både for at bakke op om weekendens aktiviteter og med et ønske om, at det kommer til at foregå på forsvarlig vis. Karmakorpset består af ekstra medarbejdere fra Vej & Park – Drift, der vil sørge for at holde området rent, opsøgende medarbejdere og ekstra personale fra Ungdommens Hus, der vil være til stede med vand, gode råd og vejledning i forhold til COVID-19. Fredericia Kommune har hentet assistance hos Natteravnene og frivillige fra det lokale Teater Malstrøm, som også indgår i karmakorpset.

Leave a Reply