I Bramming-sagen udnyttede en mand 111 drenge digitalt, mens det i Varde-sagen gik ud over mere end 100 piger.

Men nu har Folketinget indgået en ny aftale, der kriminaliserer selv det blot at tage kontakten og skabe tilliden hos børn digitalt, sådan at overgrebet kan foregå. Samtidig kriminaliseres også det, at offeret afpresses til at gøre seksuelle ting ved sig selv digitalt.

En ny aftale i kredsen af partierne bag politiaftalen sikrer, at grooming og sextortion nu får sin egen særskilte bestemmelse. Det glæder SF’s retsordfører og gruppeformand Karina Lorentzen Dehnhardt

-I de to sager fra Bramming og Varde var der både grooming og sextortion. Jeg er lettet over, at vi endelig får nogle redskaber, som jo især rammer de digitale børnelokkere, som i ro og mag kan side hjemme i stuerne og arbejde på at vinde børnenes tillid og manipulere eller afpresse dem til seksuelle ydelser. Det har vi kæmpet for i lang tid, for børnene kan ikke gennemskue, hvad de udsættes for, og derfor har de krav på en bedre beskyttelse strafferetligt, siger SF’s retsordfører Karina Lorentzen.

Grooming dækker over den proces, hvor en voksen arbejder på at vinde barnets tillid med henblik på at opnå seksuelle ydelser og sextortion over det, at den voksne langsomt afpresser barnet til at levere seksuelle ydelser. Det kan starte ved, at barnet leverer undertøjsbilleder til, hvad de tror er en jævnaldrende. Når billedet er leveret, trues med offentliggørelse, hvis der ikke leveres yderligere materiale.

I begge sager var der også forsøg på at opnå sex via møder eller ulovlig tvang, hvilket fik straffen op i de pågældende sager. Men fremover kan selve afpresningen og kontakten altså straffes.

Blufærdighedskrænkelser og sugardating

Desuden opdateres den såkaldte skolelærerparagraf, så blufærdighedskrænkelser også omfattes af den. Den sikrer i forvejen, at lærere ikke har sex med deres elever.

– Børn skal ikke stå alene med ansvaret for at sige fra overfor en voksen. Det er den voksnes ansvar ikke at bruge sin position til at undlade at udsætte barnet for blufærdighedskrænkelser og seksualiserede beskeder eller billeder, siger Karina Lorentzen.

Hun ærgrer sig dog over, at aftalen ikke når i mål med en indsats overfor sugardating, som SF tidligere har stillet forslag om at omfatte af rufferiparagraffen.

– Jeg er glad for, at rapporten rydder tvivlen af vejen om, at rufferi i den digitale verden er sidestillet med rufferi i den fysiske verden.

– Det ER ulovligt at tjene penge på andres prostitution, også når det forekommer på sugardatingsider. Men vi burde have fulgt indstilling fra arbejdsgruppen om, at dette klart signaleres til alle myndigheder og at vi kræver, at politiet også gør noget ved det. Det kommer vi ikke i mål med i dag.

Til gengæld er det et fremskridt, at det undersøges, om der kan knyttes aldersverificering til sugardatingsiderne. Det vil sikre, at unge under 18 år kan holdes ude af sider, hvor de kan sælge sex og håndhæve lovgivningen om, at det er ulovligt at købe sex af en ung under 18 år.