Borgmester Steen Wrist tog i dag første spadestik til en cykelsti i Skærbæk sammen med formand for beboerforeningen i Skærbæk, Jonna Heebøll. Det var samtidig en drøm, der gik i opfyldelse for Jonna, der har ventet 20 år på en cykelsti. Det var samtidig borgmesterens første spadestik i sin borgmesterkarriere.

Steen Wrist kom til spadestik kørende på en scooter, spaderne stod klar og et begrænset publikum var klar til at markere det første spadestik til den første cykelsti i Skærbæk. Tågen var ikke lettet endnu, men der var et strålende humør blandt dagens gravere. Borgmester Steen Wrist er glad for, at den plan kommunen har lagt for cykelstier virker efter hensigten, og nu bliver Fredericias cykelstier bedre forbundet.

Det var en meget tilfreds borgmester Steen Wrist, der tog første spadestik i morges.

– Det er et længe ventet spadestik for beboerne i Skærbæk. De har haft et ønske om en cykelsti fra Kolding Landevej til Skærbæk i 20 år, og nu sker det endelig. Til efteråret kan der komme cykler på stien, og det er klart, at det er en fornøjelse at følge med i det lokale engagement herude, og se den begejstring, der udtrykkes. Jeg har haft mange samtaler med beboerne herude de senere år, og det gør, at vi altid foretager en faglig vurdering og sætter projekterne i et katalog, hvor vi får mest for sikkerhed for pengene, og glæder flest mulige. Skærbæk har i lang tid ligget i den gode ende af listen, og det er vildt glædeligt, at det nu kan lykkes. Jeg glæder mig altid, når vi får lavet nye cykelstier og nyt til de bløde trafikanter, sagde Steen Wrist blandt andet.

Se hele interviewet med borgmesteren her:

Begejstringen var stor hos formand for beboerforeningen i Skærbæk, Jonna Heebøll, da hun sammen med Steen Wrist kunne sætte spaden i jorden.

– Det betyder så utrolig meget. Vi har i 20 år ønsket det og endelig sker det. Det er virkelig et stort plus for alle sammen. Der er kommet mange gode ting de sidste 10 år i Skærbæk. Nu kan man pendle fra uddannelsesstederne eller til og fra arbejde i Skærbæk. Ud over cykelstien får vi lavet stier, som går på tværs, hvor stierne kan bruges. Det er perfekt. Der sker meget herude i trafikken, så det er godt, at cyklister og gående kommer væk fra vejene. Det bliver så godt, vi glæder os meget til det, sagde Jonna Heebøll blandt andet. 

Hør også, hvad hun drømmer om for Skærbæk.

FAKTA 

· Fra den 1. marts 2021 til ca. 1. november 2021 anlægger Fredericia Kommune en ny cykelstiforbindelse fra Kolding Landevej til rundkørslen i Skærbæk.
· Cykelstien etableres som dobbeltrettet sti på østsiden af Skærbækvej. Fra den nye tunnelforbindelse til rundkørslen etableres cykelstier i begge sider af Skærbækvej.
· I øst-vest gående retning lige nord for de nye rækkehusbebyggelser etableres en sti, der binder det nye Langelandskvarter og kvarteret omkring Loddet sammen. Stiforbindelsen krydser Skærbækvej via en ny tunnel.
· Cykelstiforbindelse til Kolding Landevej er et mangeårigt ønske fra beboerne i Skærbæk, som nu går i opfyldelse. Når anlægget er færdigetableret giver det en sikker forbindelse for cyklisterne til Fredericia og Middelfart, og samtidig forbedrer den nye øst-vest gående sti skolebørns færdsel til skolen og binder Skærbæks boligkvarterer sammen.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
1 Kommentar
Ældste
Nyeste Mest bedømte
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer

hans thomassen
hans thomassen
20:23 - 3. marts 2021 20:23

Til lykke Skærbæk, det er fortjent.
Men hvorfor søger Fredericia Kommune ikke om statsmidler til disse cykelstier man skal have gang i.
Der er sat rigtig mange penge af til cykelstier.
Hvorfor søger kommunen ikke, den ligger da lige på den flade???