Et rejseselskab var i sin gode ret til at opkræve et gebyr på 1.712 kroner, fordi en passager med sin familie ikke havde tjekket ind online hjemmefra og printet sine boardingpas.

Det har Forbrugerklagenævnet afgjort. Nævnet vurderer, at rejseselskabet havde informeret forbrugeren om, at han skulle medbringe de printede boardingpas i lufthavnen, og at det derfor som udgangspunkt var forbrugeren, der måtte bære konsekvenserne af manglende boardingpas

Rejseselskabet har siden nedsat sit gebyr markant. Sagen er et godt eksempel på, at det kan være dyrt ikke at have styr på de vilkår, der gælder for flybilletten. Og det gælder ikke kun boardingpas. En kuffert, der vejer for meget, kan udløse ekstraregning på adskillige hundrede kroner hos nogle selskaber.

Vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Niels C. Beier siger:

”Der er stor forskel på, hvad de enkelte flyselskaber opkræver ekstra for. Hos nogle flyselskaber rækker servicen længere end hos andre, så sørg for at tjekke, hvad det enkelte flyselskab skriver på sin hjemmeside.”

Nogle flyselskaber kræver, at du både tjekker ind og printer dit boardingkort ud hjemmefra. Andre kræver kun, at du tjekker ind. Og hos andre igen kan du tjekke ind i lufthavnen eller via din mobil, så du kun har dine rejsepapirer elektronisk.

Når det handler om din bagage, kan det også betale sig at veje den hjemmefra. Er du kommet til at pakke lidt mere i kufferten, end du har betalt for, så kan du slippe billigere ved at betale for overvægten hjemmefra. Venter du med at få den ubehagelige overraskelse til, du står i lufthavnen, koster det ofte væsentligt mere.

Under alle omstændigheder er det en god idé at undersøge detaljerne hos det flyselskab, du skal flyve med.

Så det er en god idé at læse rejsepapirerne grundigt igennem….også det med småt.

Find flere gode råd til din rejse i forbrug.dks rejsetema her