Forside Fredericia Dyrlæge: Varme og hunde er ikke gode venner

Dyrlæge: Varme og hunde er ikke gode venner

DEL
Maskot
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Sommeren er for alvor over Danmark. Mange danskere nyder de høje temperaturer – men de firebenede venner er ikke altid lige gode venner med varmen. Fredericia AVISEN tog en snak med dyrlæge Anne Kirk om hunde og varme.

De fleste har nok hørt, at man ikke må lade sin hund sidde i den varme bil, men hvorfor er det nu egentlig det er? Dyrlæge ved Erritsø Dyreklinik, Anne Kirk, hjælper os på vej til at beskytte vores hunde lidt bedre.

Hvor længe må en hund sidde i bilen?

“Ikke engang fem minutter i den her varme. I 20 grader havde situationen været lidt anderledes, men det er altid en dum idé. Hvis man skal gøre det, så skal bilen være tændt med aircondition eller vinduerne skal være rullet ned. Og nedrullede vinduer er kun nok hvis der er lidt vind – ellers gør det ingen forskel” fortæller Anne.

Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Når man kører på ferie med sin hund, hvilke forholdsregler skal man tage?

“Aller først skal man kun køre på ferie med sin hund i den her varme hvis man har en god aircondition. Ellers skal man ikke køre i dagtimerne, så må man vente til aften- og nattetimerne hvor solen ikke bager lige ind på bilen. Men ellers skal man selvfølgelig sørge for at have rigeligt med vand med – men det gælder jo også for mennesker” siger Anne.

Man kan købe vand med ekstra salte og vitaminer til hunde.
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Hvad er det der sker når en hund bliver for varm?

“Den bliver simpelthen overophedet. Den kan ikke komme af med varmen på samme måde som os mennesker. Vi sveder over hele kroppen, men en hund er begrænset til munden og poterne. Hvis man eksempelvis placerer hunden i en bil så vil den i værste fald gå i varmechok og besvime” fortæller Anne.

Hvad kan man gøre hvis ens hund er blevet overophedet?

“Nedkøling. Helt klart. Det første man skal gøre er at køle hunden ned igen. Den bedste måde er iskoldt vand, enten med et isbad eller skylning med koldt vand. Når de så kommer her ligger vi hunden i væskedrop i et meget koldt rum” siger Anne.

Kan en hund blive solskoldet?

“Ja, det kan den faktisk godt. Vi har endda også solcreme til hunde ude i butikken. Men det er primært de kinesisk hårløse racer, men de fleste hunde kan blive solskoldet de steder hvor pelsen er tynd. Så man skal altid sikre sig, at hunden kan søge skygge. Derfor er det heller ikke altid en god idé at have hunden med på stranden, for jo den kan blive afkølet i vandet, men den kan stadig blive solskoldet” fortæller Anne.

Har du et godt råd til at undgå forbrændte poter på de varme fortove?

“Ja, lad være med at gå tur når det er så varmt. Ellers er sko en god løsning, men det giver bare hunden problemer med at komme af med kropsvarmen. Der findes ikke rigtig noget man kan gøre andet end at vente med at gå tur til om aftenen” siger Anne.

DEL