En 41-årig mand fra Fyn blev idømt 2 års fængsel for narkotikakriminalitet. Retten i Kolding afsagde i går dom i sagen mod den 41-årige mand, der tilstod i retten, hvilket betød, at sagen blev gennemført som en tilståelsessag.

Han blev dømt for at have dyrket og besiddet skunk i blandt andet en lagerbygning i Christiansfeldt. Den 41-årige havde høstet ca. 15 kilo skunk og havde en igangværende produktion i gang svarende til ca. 27 kilo.

Den dømte foretog skunkproduktionen på et tidspunkt, hvor han afsonede en del af en tidligere dom med fodlænke, og han fortsatte produktionen, da han blev prøveløsladt.

’Retten lagde i deres strafudmåling skærpende vægt på, at forbrydelsen blev begået under afsoning og prøveløsladelse,’ forklarer anklager Jesper Rubow: ’Ideen med fodlænkeafsoning af fængselsstraffe er jo ikke, at afsonerne skal lege gartnere og dyrke skunk. Derfor er jeg tilfreds med, at domstolene netop så det som en skærpende omstændighed.’

Den dømte har siddet varetægtsfængslet under sagen, og skal fortsat være fængslet efter dommen. Udover skunkproduktionen blev han dømt for tyveri af strøm og besiddelse af doping.