FHK er blevet sat på plads i de to første slutspilskampe. Holdet erkender, at de ikke har præsteret på det ønskede niveau.

Mere vil have mere. Sæsonens målsætning for FHK blev indfriet med at kvalificere sig til slutspillet, men nu står FHK efter to kampe og har tabt dem begge med ti mål. Det var ikke det, der var forventet, om end de har mødt to hold af stor kvalitet. Særligt nederlaget på 33-23 på hjemmebane til Skjern gjorde ondt, da det var for øjnene af over 2.000 tilskuere, der skabte et stort lydinferno, der ikke stod på mål med spillet på banen.

Mandag blev det til endnu et nederlag mod Aalborg, der kampen igennem var på et andet niveau end FHK og vandt med 36-26.

– Det er mega nederen. Det har været smertefuldt at få røvfuld gange to. Det er bestemt ikke man står op efter om morgenen. Forhåbentligt kan vi bruge de her pis kampe til at finde fejl og rette dem. Det har været tungt og ærgerligt, konstaterer FHK’s anfører, Emil Tellerup.

adp-as.dk

Tellerup og resten af FHK-mandskabet havde inden slutspillet spillet et grundspil, hvor der var meget få udfald. Det gjorde, at FHK sikkert kvalificerede sig til slutspillet, men da det endelig gjaldt med de sjove kampe, er niveauet dalet. Spørgsmålet er hvorfor.

– Det er et godt spørgsmål, som jeg ikke har noget svar på. Mit gæt er, at det en kombination af, at vi er overtændte, men helt ærligt ved jeg det ikke, siger Tellerup.

For mange af FHK’s spillere er det første gang, at de er med i slutspillet. Det kan derfor henledes til at være dyre lærepenge med præstationerne.

– Det kommer an på, hvad der sker resten af kampene, og hvor meget vi kan vende skuden. Det er pisse nederen, hvis vi ikke får gjort det

Hæmmet hold

Holdets træner, Jesper Houmark, ærgrer sig over, at det mandag blev til det andet store nederlag i træk.

– Vi ved, at Aalborg er et klassehold, men vi kæmper det bedste vi kan. Hvis man ved, hvordan man vender de tekniske fejl og uprovokerede ting, så ville det være nemt. Det bliver ting vi ikke rammer. Det er vi ærgerlige over, siger FHK-træneren.

Til kampen mod Aalborg var FHK uden forsvarsprofilen Lasse Balstad. Balstad var desuden heller ikke på toppen mod Skjern med sygdom.

– Det er vi hæmmet af. Vi mangler Mishels Liaba, Rasmus Boysen og Lasse Balstad. Vi stod uden to af de spillere, der skulle dække midteraksen. Rasmus Meyer dækkede godt op, men det er nye positioner, og desværre var Balstad syg igen, så det var sådan det var, forklarer Jesper Houmark.

Det er endnu for tidligt at spå om Lasse Balstad når at blive rask inden næste kamp på søndag på udebane mod Mors-Thy.

– Jeg ved det ikke. Jeg håber, at han er sygdomsfri, men han var syg op til Skjern kampen også. Det er en bet for os når Boysen også er ude, siger Houmark.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Søndag gælder en ny kamp. Den er mod Mors-Thy, som er en anden kaliber af modstander end Aalborg og Skjern, og det giver forhåbninger.

– Vi vil på tavlen. Vi har, bortset fra de her to kampe, præsteret en flot sæson og vi vil ikke have den her hængende på os og være et pointløst hold. Vi kommer til at fighte alt vi kan i alle kampe, siger Jesper Houmark og erkender, at holdet ikke har præsteret på det niveau, som de vil:

– Det har vi ikke. Der er ingen tvivl om, at vi ikke har ramt det niveau vi vil, slutter han.

FHK’s resterende program i slutspillet ser således ud:

Den 1. maj klokken 20:30: Mors-Thy Håndbold – FHK
Den 7. maj klokken 16:00: FHK – Aalborg
Den 16. maj klokken 20:30: Skjern – FHK
Den 22. maj klokken 16:00: FHK – Mors-Thy Håndbold