Streamingtjenester og en stribe konkurser i kæder som Fona, Stereo Studio og TP Musik er ved at sende dvd’en endegyldigt i graven. Det skriver Søndagsavisen.

I 2011 solgte de danske butikker samlet 11,2 millioner dvd’er, og i 2015 var det faldet til 4,5 millioner. Det viser en opgørelse fra Foreningen for Danske Videodistributører, som Søndagsavisen har fået indsigt i.

”Det er gået ekstremt hurtigt. Forbrugerne har taget streamingtjenesterne til sig, og vi har set et alvorligt fald på relativt kort tid,” siger Ditte Rie Agerskov, kommunikationschef for Foreningen for Danske Videodistributører, til Søndagsavisen.

Hun advarer dog imod at erklære de fysiske formater for døde og peger på, at der trods alt blev solgt dvd og blu-rays for 461 millioner kroner i 2015.

Claus Bülow Christensen, der er digital analytiker for Zibra Digital Media Group, har svært ved at forstå, at markedet trods alt stadigvæk har den størrelse.

”Som digital medie-evangelist undrer det mig virkelig, at de her gamle plasticmedier stadigvæk findes. Det kan vel kun tilskrives noget med vaner,” siger han og spår, at det snart er definitivt slut med dvd og blu-ray som massemedier.

Selvom dvd-salget er mere end halveret på fem år, er det stilnet en smule af mellem 2014 og 2015. Mens salget de foregående år faldt med ca. to millioner dvd’er om året, var faldet begrænset til en million mellem 2014 og 2015. Det er især børnetitler og voksne over 60, der holder salget nogenlunde kørende.

 

Foreningen for Danske Videodistributører forsøger i øjeblikket at holde dvd’en i live ved blandt andet at få flere butikker i detailhandlen til at sælge dem.

 

Salget af Blu-rays har ikke været lige så hårdt ramt. I 2011 blev der langet 927.000 skiver over disken, det var kun faldet til 907.000 i 2015.