Lørdag arrangerer Dansk Amatør Pool i samarbejde med Q-tip en poolturnering. Det er fjerde turnering i rækken, som Dansk Amatør Pool laver i hele landet.

Er du til et slag pool? Så er der muligheden for at deltage i en poolturnering lørdag på Q-tip, hvor der spilles fra klokken 15:00 og i omkring tre timer, som turneringen ventes at vare.

Rammerne har Q-tip, og bag sig har de Dansk Amatør Pool, der har arrangeret turneringer i hele landet med samme koncept.

“Vi vil udbrede pool til et endnu større publikum, og har derfor valgt at arrangere turneringer. Nu er turen kommet til Fredericia, hvor vi håber folk er klar til at bakke op om det,” siger Hans Christian Noe fra Dansk Amatør Pool.

Det er ikke normal pool, som man kender det, når man spiller det med vennerne for sjovt. Det er 8-ball varianten, der spilles efter.

“Derfor er det ikke nødvendigvis den bedste der vinder, da man så kan rotte sig sammen mod en. Det handler om at skabe alliancer,” siger Hans Christian Noe.

Hans Christian Noe henviser til, at turneringen er en “last man standing,” som kort fortalt går ud på at 3-5 deltagere i hver kamp. Man spiller alle mod alle, med ballerne ligeligt fordelt mellem sig. Man har altid kun et stød, og man er ude når ens baller er væk. Spillet lægger op til alliancer, intriger, knive i ryggen, løgn og bedrag.

Dansk Amatør Pool er et nyt bekendtskab i “klassen”, men der har været positiv respons ved arrangementerne i andre byer.

“Særligt i Aalborg var det rigtig godt. Det er meget udbredt deroppe, og det håber vi, at vi kan tage med videre til andre byer,” siger Hans Christian Noe.

Det koster 60 kroner at deltage i turneringen, som man tilmelder sig til på dagen senest klokken 14:30. Det forventes, at man møder op i sit pæneeste tøj, og turneringslederen giver en øl til alle, der spiller i jakkesæt.

Læs mere om poolturneringen ved at klikke her.

Om Dansk Amatør Pool (fra deres Facebook-side):

Vi brænder for at bringe en fantastisk sport ud til et større publikum. Pool er så populært som det nogensinde har været, med selvlærte hajer i alle hjørner af landet. Vi vil gerne hjælpe dem med at tage springet og prøve sig selv af mod spillere på lidt højere niveau end dem selv.

Dansk Amatør Pool hjælper billardklubber og kommercielle poolhaller med at arrangere og markedsføre landsdækkende poolturneringer rettet mod begyndere og øvede spillere. Vore turneringer er en blanding af begynderturneringer med adgangsbegrænsning for de bedste spillere, handicapturneringer hvor folk kan spille lige op på tværs af niveau og mere sociale formater hvor alt er uforudsigeligt.

Klubber og poolhaller er velkomne til at promovere egne turneringer her. Der vil med tiden også blive udarbejdet et større opslagsværk over alle steder man kan spille pool i hele landet. Vi vil hen ad vejen tage kontakt med mange af de mindre steder, med henblik på at hjælpe dem til at starte små turneringer op, og give deres spillere nem adgang til at blive god nok til at banke sine venner.

https://cdn.shopify.com/s/files/1/2351/2357/files/black_friday_annonce_2019_the_real_deal.jpg?86
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer