Kristi Himmelfarts og weekendens arbejder på jernbanen er ved at være overståede på de strækninger, hvor Banedanmark de sidste dage har været i gang med at anlægge, forny og vedligeholde jernbanen.

Specielt på Fyn har der været travlhed i sporet, hvor Banedanmark er i gang med at forny den 62 kilometer lange strækning mellem Odense og Fredericia og samtidig bygger en ny station i Langeskov.

”Der har været travlhed i sporet over Kristi Himmelfart og weekenden, hvor vi blandt andet har haft totalspærret sporet hen over Fyn i 56 timer for at nå så meget arbejde som muligt, imens mange passagerer har holdt fri,” siger Peter Svendsen, trafikdirektør i Banedanmark.
Togene kom tilbage på sporet planmæssigt på Østfyn klokken 5 søndag morgen og klokken 9 på Vestfyn, fire timer senere end planlagt. I løbet af dagen har en signalfejl desværre givet forsinkelser i togtrafikken over Fyn.

Banedanmark arbejder nu videre med tilkoblingen af kørestrøm, der efter planen skal være klar over natten, så der fra mandag morgen igen også kan køre el-tog over Fyn.

– ”Vi forventer, at vi mandag morgen er klar til den køreplan, der er for perioden, hvor vi renoverer sporet på Vestfyn. Jeg vil dog anbefale, at man tjekker Rejseplanen og DSB’s hjemmeside, inden man tager hjemmefra i morgen, da der kan være reduktioner i togdriften over Fyn, hvis vi mod forventning ikke er klar til kørsel også med el-tog,” siger Peter Svendsen.

Mellem Vamdrup og Vojens, hvor der arbejdes på det kommende dobbeltspor, og på Thybanen, hvor der er blevet opført en kvægtunnel under banen, åbner sporet planmæssigt i morgen klokken 4.

På Sjælland er arbejderne på strækningen Roskilde-Køge-Næstved (Lille Syd) afsluttet, og det samme gælder i Tinglev, hvor Kristi Himmelfart er benyttet til at få monteret en gangbro.

Arbejdet fortsætter på Fyn
Frem til den 9. august fortsætter arbejdet med den gennemgribende renovering af banen mellem Odense og Fredericia. På strækningen kører der færre men længere tog i dét ene spor, mens vi arbejder i det andet i henhold til den særkøreplan, der tidligere er annonceret.

I de kommende måneder fortsætter Banedanmark også anlæggelsen af den nye station ved Langeskov; herunder de afsluttende arbejder med færdiggørelsen af den nye stitunnel under banen.

(Arkivfoto)