DRs pigekor gæster Fredericia lørdag, når Fredericia Håndværkerforening i samarbejde med revisorselskabet RSM inviterer til koncert i Christianskirken. 

Det populær pigekor, som for alvor har skudt sig ind i den brede danske befolknings bevidsthed under coronakrisen med fællessang og den nu store kendis, dirigenten Philip Faber i spidsen, gæster Fredericia lørdag aften. Det bringer glæde hos formand for Fredericia Håndværkerforening, Michael Kristensen, at man nu kan opleve pigekoret igen.

– Det er stort, og vi glæder os meget til på lørdag. Vi havde fornøjelsen af at opleve pigekoret for tre år siden. Det var en kæmpe succes, der var fuldt hus og Christianskirken var og er en fantastisk ramme for sådan en oplevelse. Der er en god akustik, god plads, højt til loftet og fantastisk team i kirken, der bakker op om arrangementet, fortæller Michael Kristensen. 

Han, RSM og håndværkerforeningen var aldrig i tvivl om, at man skulle have besøg af pigekoret igen.

– Vi har aldrig været i tvivl om, at vi ville have besøg af dem igen. Det er en intim oplevelse, hvor man får lov at opleve et 50 personers stort pigekor helt tæt på. Sidste gang sad gæsterne med tårnene ned af kinderne, det er en stærk og følelsesladet musikoplevelse, hvor koret kommer med et bredt repertoire, så alle kan glæde sig.  

Om koncerterne

Man kan i alt opleve to koncerter den 26. februar, når DRs pigekor synger klokken 15.30 0g 19.00

Dørene åbnes en halv time før koncerten, dvs. kl. 15.00 og kl. 18.30.

Billetterne koster kr. 200,- pr. styk, der bestilles ved mail til Lone Sommer – loso@rsm.dk, der herefter fremsender billetterne på mail. Billetter skal kunne fremvises ved ankomst til kirken. Samtidig med bestillingen betales til konto i Spar Nord 9196 – 113 002 2827 eller ved Mobil Pay nr. 725878

Husk at angive tydeligt navn ved betaling