Der er meget politik i DR’s relancering af en ny digital strategi fra 2021. En del af ordbruget kan virke næsten desperat. Baggrunden herfor er at DR gennem de sidste 15 år har oplevet et markant tab af markedsandele, på trods af at koncernen udelukkende finansieres via borgernes betalinger.

“DR vil gøre alt for, at dansk public service-indhold fortsat kan stå stærkt. Derfor øges hastigheden nu for DR’s digitale udvikling til gavn for danskerne, så der også i fremtiden er stærke, attraktive og relevante public service-tilbud til hele befolkningen. Et tilbud, som de vælger til, og som skaber værdi for dem”, skriver DR i indledningen til deres strategi.

Men værdien er der kun, hvis der er nogen, der ser programmerne. I disse år er konkurrencen om seernes tid mangedoblet. Både på grund af at folk bruger deres tid på sociale medier som Facebook, TikTok og Twitter – såvel som på grund af at selv dagblade, ugeaviser og lokalaviser har udvidet deres tilbud til også at omfatte videoindslag. Endeligt er der der i dag etableret et gigantisk underholdnings udbud med streaming tjenesternes ankomst.

Diskussionen om public service tilbud i det danske mediebillede er ikke ny. Tilbage i monopolets dage rasede den løbende, når danskerne fik tilsendt deres licensregninger fra DR. Dengang var det dog lettere at argumentere for en statsbetalt tv-station, fordi der ikke var ret mange andre alternativer. TV og radio var rasende dyrt, men enhver lille stat med respekt for sig selv havde brug for sådan en. Samtidig så de fleste danskere programmerne, man udsendte på DR, for der var jo ikke andet at vælge imellem. Det fik diskussionen til at handle om kontrollen over DR. Fra politisk side var der nedsat et radioråd, der skulle mestre kunsten at navigere i mange forskellige holdninger til DR’s programudbud og vinkler. Begrebet om at der skulle være “armslængde” mellem DR og politikerne, var en af de fundamentale principper i driften af landets eneste tv-kanal. Årsagen var logisk nok, nemlig at DR skulle være neutral og ikke partipolitisk.

I realiteten var de politiske strømninger i samfundet dog alligevel så store, at det sjældent lykkedes at holde sig helt udenfor meningsdannelsen. I sær i 1970’erne opstod der en “rød front” hos en del journalister, der ønskede at afdække “kapitalismens uhensigtsmæssige konsekvenser”. Det betød blandt andet en langvarig debat om “de røde lejesvende”, hvor flere borgerlige politikere aktivt gik imod de prioriteter, vinkler og programmer som DR udsendte. Den mest kendte var Erhard Jakobsen. Udover at være Folketingspolitiker og stifter af partiet Centrumdemokraterne, så stiftede han også Aktiv Lytterkomite i 1972 (senere Aktive Lyttere og Seere), der gik målrettet efter at afdække hvad de mente var de røde lejesvendes misbrug af stillinger hos DR til propaganda. Foreningen optog udsendelser, kritiserede dem og blandede sig kraftigt i den offentlige debat om DR. Erhard Jacobsen blev også medlem af Radiorådet i to perioder, og der lagde han ikke fingrene imellem, når det handlede om programmer, der efter hans mening var propaganda. Effekten af Erhard Jakobsens indsats var ikke til at tage fejl af, for i en tid hvor man ikke kunne blive socialistisk nok, blev der skabt uro omkring flere programindslag.

I 1970’erne udfordrede man status quo i samfundet. Den unge generation ledte efter nye veje at gå. Det var et opgør mod klassesamfundet, som det havde stået i flere hundrede år. Mange talte åbent om revolutionen. I den forbindelse var adgangen til et massemedie som DR centralt. Selvom det aldrig er lykkedes at finde “the smoking gun” på en sammensværgelse eller bevidst manipulation hos DR, så kan man med lethed finde mange eksempler på radio og tv-programmer, fra perioden der tydeligvis kalder på en vis tvivl over om kildekritikken var på plads.

I de seneste år har DR været hårdt presset. Den seneste borgerlige regering under Lars Løkke Rasmussen baserede sig på Liberal Alliances støtte, og som regeringsparti ønskede de med Mette Bock i spidsen at få DR til at mærke kniven. Bock blev Kultur- og Kirkeminister i perioden 2016-2019. Det stod allerede klart i midten af 2010’erne at DR var håbløst forældet, og at der var kommet andre og mere interessante medietilbud til danskerne. DR’s eget svar på koncernens identitetskrise var at lave en massiv kampagne for egne fortræffeligheder. Men lige lidt påvirkede det Liberal Alliance og Mette Bock, der i 2008 havde været programdirektør på DR i en kort periode indtil 2009, hvor hun fratrådte sin stilling, da man skilte sig af med 40 chefer hos DR. Med den baggage stod hun ansigt til ansigt med DR’s generaldirektør under medieforhandlingerne i 2017-2018. Målsætningen for Bock var klar:

DR skulle reduceres, så det gjorde noget. Og sådan blev det. For første gang i DR’s historie blev man sendt til fedtsugning. 20% af DR skulle væk. Det var drakoniske besparelser. DR’s medarbejdere var i vildrede. Men den borgerlige regering stod fast og besparelserne fik omgående konsekvenser hos DR, der pludselig skulle til at omstille sig til den nye virkelighed. Det betød fyringer, nedlæggelser og massive runder af hovedvridning og idekataloger. De røde partier lovede på det tidspunkt, at når de fik magten, ville de rulle tiden tilbage. Under det netop afsluttede medieforlig mellem de røde partier, blev det til 100 millioner kroner ekstra om året. Altså langt fra de 20% som den borgerlige regeringen gennemførte i sin tid.

Resultatet har været mærkbart og synligt i DR’s programudbud. Man har aldrig genfundet formen fra “the good old days”. Og samtidig tikker uret hurtigt videre. For da Mette Bock satte kniven i DR, var det primært Netflix og YouTube, der truede DR’s programmer. Sidenhen er Disney, HBO, Amazon, Paramount og andre kommet til Danmark med programudbud, der langt overgår DR’s. Underholdningen er i centrum, sammen med det frie valg. Konkurrencen på tv-markedet er blevet voldsom forøget. Perioden 2018-2022 har ikke gavnet DR. Mange garvede tv-folk er forsvundet. Nye markeder åbner sig derude. Også på nyhedsfronten er der sket en væsentlig forandring, hvor måden danskerne forbruger nyheder ikke passer til DR’s forældede formater.

Krisen i DR handler derfor ikke kun om konkurrencen, men også om Mette Bocks berømte dødskys til statsinstitutionen DR. Hvis man vil erobre seere i et marked, der er så fuld af valgmuligheder for den enkelte seer, skal der mere til. Det er en virkelighed, at mange af DR’s programmer har færre seere end visninger på forskellige Youtuberes kanaler. Og spørgsmålet er hvor længe, man kan blive ved med at betale for så mange programmer, der taber seere til alle mulige andre tilbud. At krisen er reel, kan man dårligt undgå at bemærke. 42% har forladt DR’s flow tv, målt på antal seere. Det nærmer sig halvdel af hvad man havde, da DR var på sin højeste.