Forside Fredericia Drømmen der gik i opfyldelse – nu kæmper hun for en periode...

Drømmen der gik i opfyldelse – nu kæmper hun for en periode mere

DEL
Foto: Thomas Lægaard - Fredericia AVISEN

Viceborgmester i Fredericia, Susanne Eilersen, opnåede ved Folketingsvalget i 2015 sin største drøm. Når danskerne skal til stemmeurnerne er hendes navn igen at finde på stemmesedlen.

Med et job som Folketingsmedlem og et andet job som Byrådsmedlem i Fredericia er Susanne Eilersen en travl kvinde. Vi aftalte at mødes en sen fredag eftermiddag til en snak om fortiden, nutiden og fremtiden for Susanne Eilersen.

Onkel, tante og klassens tykke pige

Vi starter samtalen med at tage en tur til Grenaa, hvor det hele startede for Susanne Eilersen.

“Jeg er født og opvokset i Grenaa. At jeg skulle være politiker lå bestemt ikke i kortene. Jeg er ikke opvokset i et politisk hjem, og det tog da en del år, før jeg selv blev politisk aktiv”, fortæller Susanne.

Hvordan var din opvækst i Grenaa?

“Jeg er jo gammel, så det var helt tilbage i 70’erne”, siger Susanne med et grin, inden hun fortsætter: “Det var en tid med bilfrie søndage, oliekriser, kartoffelkure og hvad der ellers var. Det var en meget spartansk tid”.

“Jeg er enebarn, der er vokset op med min far. Min mor døde af en blodprop, da jeg kun var fem år gammel. Det er her man kan se, hvorfor ligestillingsdebatten har været vigtig. Denne gang med omvendt fortegn. Som enlig mor var der et hav af muligheder, men som enlig far var det bare anderledes” fortæller Susanne.

“Så i en periode voksede jeg op hos min onkel og tante i hverdagene, og var hjemme hos min far i weekenderne. Jeg ser det egentlig ikke som noget dårligt, tværtimod. Jeg husker det kun for noget godt”, lyder det fortsat.

Hvad med skole, hvordan var det?

“Jeg har altid været klassens tykke pige, og det er da også her min store passion for sundhed og udsatte børn er startet. Jeg tror ikke, at jeg blev mobbet, som man ser det i dag, men det er klart, at som klassens tykke pige, bliver man mobbet. Men jeg ser ikke tilbage på skolen som en dårlig tid – jeg stod aldrig udenfor en vennegruppe, så der var altid nogen at gå til”, fortæller Susanne.

Handelsuddannelse, børn og Fredericia

“Efter skolen tog jeg en handelsuddannelse. Først et år i skole, og så et år i lære. Siden har jeg arbejdet en del i butik, og i mange forskellige former for butik”, siger Susanne og fortsætter:

“Arbejdstiderne i butik stemte dog aldrig rigtig overens med tilværelsen som mor til små børn. Så jeg blev omskolet til økonomi og regnskab, og det har jeg arbejdet med siden”.

Hvornår begyndte eventyret i Fredericia?

“Vi flyttede til Fredericia i 1996, og dengang var det på grund af arbejde. Arbejdsløsheden i Grenaa var stor, og transportmulighederne var mildest talt dårlige”, fortæller hun.

“Min mand, der er elektriker, skulle starte en afdeling op af et Aarhus-firma. Han skulle egentlig bare starte det op i Sydjylland eller på Fyn, men vi valgte Fredericia. Mest på grund af vandet, for når man kommer fra vand, så søger man efter vand”, lyder det fra Susanne.

“Min ældste søn er 33 år nu, men da vi flyttede, var han kun 11 år gammel. Han var lidt ked af, at vi skulle flytte, for han elskede fodbold og sine kammerater. Men der har jeg en rigtig god historie til”, siger Susanne inden hun fortæller:

“De skulle til et fodboldstævne, hvor Erritsøs drenge også var med. Der gik hans træner over til træneren fra Erritsø og præsenterede sig, fortalte om situationen og så videre. Den dag vi kom til Erritsø med den første flyttekasse, kom træneren forbi på sin cykel og hilste på, spurgte min søn om, han var klar til træning allerede tirsdag. Det var en rigtig god start, han følte sig velkommen i klubben lige fra første dag i Fredericia”.

Livets gave – og bonusgaven

For mange er børn livets gave, det er det også for Susanne.

“Det er jo det største øjeblik, det er det uden tvivl. Jeg har altid været enebarn, og jeg har altid sagt, at jeg skulle have børn selv – og jeg skulle have mere end et. Så det fik jeg – tre drenge blev det til”, siger Susanne.

“Det kan være dyrt at have tre drenge, det er meget svært at holde køleskabet fyldt”, griner Susanne.

“Men det er også en kæmpe gave, når man får børnebørn. Det er måske ikke større, men det er i hvert fald stort. Jeg har to børnebørn, en på fire og en på seks. Det er umuligt at beskrive glæden for andre, hvis ikke de selv er bedsteforældre”, siger Susanne og fortsætter:

“Når jeg er sammen med mine børnebørn, så er jeg der 100 procent i den tid jeg er der. Det er en helt anden måde at være sammen med dem på. Og selvfølgelig er jeg da den forkælende farmor, det skal jeg være”.

“Min mand gav mig en indmeldelsesblanket”

“Det var først i midt 30’erne, at jeg gik ind i politik. Min mand var træt af, at jeg sad hjemme foran fjernsynet og råbte tror jeg” siger Susanne med et grin.

“Han havde klippet en avisannonce ud med et billede af Pia Kjærsgaard, og så var der en indmeldelsesblanket. Det er jo så snart tyve år siden, det skete, og jeg har været i Dansk Folkeparti lige siden”, fortsætter hun.

“Jeg er typen, der når jeg først går ind i noget, så gør jeg det 100 procent. Jeg har altid været med i bestyrelsen i børnehaven, skolen, ja alt. Og da jeg meldte mig ind i Dansk Folkeparti blev jeg allerede ved første generalforsamling valgt i bestyrelsen – og så har jeg været tillidsvalgt lige siden”, fortæller Susanne Eilersen.

“Jeg har sommerfugle i maven, når jeg møder på arbejde”

“Personligt har valget til Folketinget været en rejse. Jeg siger faktisk, at jeg er evighedsstudent – for jeg lærer noget nyt, hver evigt eneste dag. Som Folketingsmedlem får man et helt andet blik på Danmark, og et helt andet indblik i mange menneskers liv. Det er meget stort”, siger Susanne.

“Det var jo en drøm at komme i Folketinget. Man får blod på tanden, når man først bliver en del af politik, og der var det jo uden tvivl drømmen at tage en af de 179 pladser på Christiansborg”, fortsætter Susanne.

“Jeg tager somme tider mig selv i, at stoppe op på vejen til arbejde, se på Christiansborg med solen på vej op i baggrunden. Så tænker man bare, “wow”, er det her virkelig min arbejdsplads? Man bliver virkelig ydmyg, det gør man”, slutter hun.

skal køre indtil 6.december
Annonce