FC Fredericia havde det berømte lodtrækningsheld, da der torsdag aften blev trukket lod til DBU Pokalens semifinale.

Efter forlænget spilletid mellem Hobro og FC Midtjylland gik midtjyderne videre. Det betød at følgende hold var i bowlen, da der blev trukket lod efter kampen live på 3+:

Silkeborg IF
Brøndby IF
FC Fredericia
FC Midtjylland

Efter gårdagens triumf udtalte FC Fredericia-profilen Anders Holvad følgende om, hvad han håbede på:

“Umiddelbart er Brøndby det bedste hold i Danmark, så det er umiddelbart Silkeborg, der vil være det bedste. Men det er alle Superliga-hold, så det bliver svært.”

Så I går efter Parken, frem for kassekampen mod Brøndby?

“Det vil jeg umiddelbart sige. Parken vil være sjovt, men der er lang vej endnu.”

Se hele interviewet med Holvad her:

Fredericianerne kom op ad bowlen som det første hold, og efterfølgende kom Silkeborg op. Dermed fik Holvad sit ønske opfyldt.

I det andet opgør mødes Brøndby og FC Midtjylland, hvor holdet fra den københavnske vestegn fik hjemmebanefordel.

Semifinalerne spilles onsdag og torsdag d. 25. og 26. april. Det er endnu ikke afgjort på hvilken af datoerne FC Fredericia og Silkeborg spiller.