Efter drabet på den 37-årige gravide kvinde i Holbæk blev barnet reddet og bragt til behandling på sygehuset. Barnet er nu afgået ved døden under indlæggelsen på Rigshospitalet.

Den dræbte kvinde var gravid, da hun torsdag den 3. november 2022 om aftenen blev overfaldet og stukket med kniv foran det plejehjem på Samsøvej i Holbæk, hvor hun arbejdede. Resolut førstehjælp reddede barnet, men moderen afgik ved døden kort efter ankomsten til sygehuset.

Barnet var skrøbeligt og blev indlagt på sygehuset, da barnets tilstand var behandlingskrævende.

Drengen afgik ved døden i dag kl. 14.44. Hans liv stod ikke til at kunne reddes.

Politiet har ikke yderligere kommentarer i sagen, oplyser vicepolitiinspektør Kim Løvkvist fra Midt- og Vestsjællands Politi.