Google er blevet den første ”læge”, 85 procent af danskerne konsulterer, når de har sygdomstegn. Men for fire ud af ti har søgeresultaterne gjort dem langt mere bekymrede, end de var i forvejen. Det skriver Søndagsavisen.

I langt de fleste tilfælde er bekymringen uden grund. For tre ud af fire viser det sig nemlig, at sygdommen er langt mildere, end de har googlet sig frem til, viser undersøgelsen, som YouGov har lavet for Søndagsavisen.

”Der går ikke en dag, uden vi møder mennesker, der er blevet vildt bekymrede og både har googlet billeder og alt muligt andet. Men det betyder også, at vi giver en del patienter gode nyheder,” siger Michael Dupont, næstformand for lægeforeningen, til Søndagsavisen.

Han mener generelt, at det er positivt, at så mange danskere bruger Google til at opsøge informationer om deres egen sundhedstilstand.

”Det betyder, at mange af vores patienter har et mere oplyst grundlag, når de henvender sig, og det er en rigtig god udvikling,” siger Michael Dupont.

Hvis du er usikker på, om du kan stole på de oplysninger, du har googlet dig til, når du har sygdomssymptomer, kan du med fordel bruge Patienthåndbogen.dk. Det er sundhedsstyrelsens side, hvor både læger og journalister har sikret, at oplysningerne er korrekte.