Tre mænd blev i dag ved retten i Kolding kendt skyldig i blandt andet indsmugling af et kilo amfetamin. De dømte er en dansk mand fra Vejle på 53 år og to tyske statsborgere på henholdsvis 36 og 40 år.

Den indsmuglede amfetamin solgte danskeren efterfølgende til andre personer. De tre blev også dømt for levering af 500 diazepam piller samt forsøg på levering af yderligere 500 diazepam piller, hvilket imidlertid i sidstnævnte tilfælde mislykkedes, da de blev anholdt forinden denne leverance skulle finde sted.

De tiltalte havde nægtet sig skyldig, herunder havde den ene af de tiltalte – den 36- årige –  forklaret, at der var tale om levering af penge i stedet, ligesom den 40 årige tiltalte forklarede, at han ikke vidste hvad det var som han var med til at levere. Danskeren har under sagen nægtet at udtale sig.

Den 53-årige blev idømt 3 år og 6 mdr.s fængsel, den 36-årige, der i øvrigt er fuldgyldigt medlem af Hells Angles i Tyskland, fik 3 års fængsel og blev udvist af Danmark for bestandigt, og endeligt blev den 40-årige idømt  2 år og 6 mdr.s fængsel og ligeledes udvist for bestandigt.

Sagen er efterforsket af Task Force Vest og er resultatet af et intensivt efterforskningsarbejde.

Anklagemyndigheden er tilfreds med dommen, idet retten i vidt omfang fulgte anklagemyndighedens synspunkt, herunder at der var tale om levering af ikke under 1 kg. amfetamin den 25. juli sidste år.

De tiltalte har udbedt sig betænkningstid og sidder fortsat varetægtsfængslet under sagen. De har dog kæret den efterfølgende varetægtsfængsling til Landsretten.