Meteorolog Bolette Brødsgaard, mandag den 27. september

Vi har haft en pragtfuld weekend med temperaturer både lørdag og søndag på 15-20 grader. De fleste har oplevet flere solskinsstunder, og kun få steder har fået lidt nedbør. Men i den kommende uge bliver det mere sparsomt med solen, mens regndråberne vil falde rigeligt.

Fortvivl dog ej, for der vil være perioder med tørt vejr, især tirsdag. Temperaturen falder et par grader, men koldt, koldt bliver det ikke.

Midt på ugen bliver vejret rigtig efterårsagtigt med blæst, skyer og regn. For nu kommer Danmark til at ligge midt i vestenvindsbæltet, som er motorvejen for fronter og lavtryk. Det tegner til nogle blæsende dage med kun korte ophold i regn og byger.

Skriv en kommentar