Danmarks Cykle Union, Vejle Kommune og Give Cykelklub har valgt at flytte DM i landevejscykling i Give til 2021 – og der er enighed om, at det er en løsning, som kun gør næste års DM-fest endnu større. Danmarks Cykle Union undersøger fortsat muligheden for at afvikle DM 2020 i løbet af efteråret et andet sted i landet.

DM er vokset betydeligt i sportslige prestige og medieinteresse de seneste år, og Danmarks Cykle Union glæder sig derfor over, at Give Cykelklub og Vejle Kommune gerne lægger asfalt til mesterskaberne i 2021, for på den måde bliver DM også en optakt til den historiske danske Tour-start næste sommer.

– 2021 bliver et helt enestående år for os, dansk cykling og alle danske cykelsportsfans, og jeg er sikker på, at hele landet kommer til at koge af begejstring – ikke mindst efter det her besynderlige år. Derfor er vi også sikre på, at DM-ugen i Give bliver endnu større, endnu mere spændende og endnu mere festlig i 2021, siger Danmarks Cykle Unions direktør, Martin Elleberg Petersen.

I Give Cykelklub glæder formand Kurt Gjødsbøll sig over, at det nu ligger helt fast, at DM kommer til Give under alle omstændigheder.

– Vi er så glade for, at det store arbejde, som alle de frivillige, klubben og kommunen har lagt i at skabe et godt DM, bliver belønnet. Vi har gjort alt for at lave spændende ruter og et flot arrangement i byen, og vi glæder os kolossalt til at få besøg af de mange store ryttere og hele den store DM-fest til næste sommer – det er dét, vi har drømt om og arbejdet for, understreger Kurt Gjødsbøll.

I Vejle Kommune er man ligeledes glad for løsningen, og viceborgmester Dan Arnløv ser meget frem til at få DM-felterne ud i det fantastiske cykelterræn, selvom det først bliver i 2021.

– Jeg er rigtig glad for, at vi nu får netop den folkefest i Give, som vi har set frem til. Den opbakning og det engagement, vi ser både blandt byens borgere, i det lokale erhvervsliv og i Give Cykelklub, fortjener de helt rigtige rammer, og det får vi nu. 2021 bliver en cykelsommer, vi kommer til at huske i mange år i kommunen, siger Dan Arnløv med henvisning til, at Vejle Kommune i juni-august ud over DM i Give også er startby for 3. etape af Tour de France og traditionen tro har kongeetapen i PostNord Danmark Rundt med mål i Vejle.  

DM i landevejscykling skulle have være afholdt i Give d. 18.-21. juni 2020. Danmarks Cykle Union arbejder nu på at finde en alternativ dato og en ny arrangør til DM 2020.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer