Den røde løber ligger klar til medarbejderne, når Danmarks største landbrugsselskab, DLG, mandag den 29. juni flytter ind i sit nye domicil i Fredericia. Med flytningen samler DLG en række funktioner under ét tag og bringer koncernen tættere på ejere og kunder samt det strategisk vigtige tyske marked.

Efter mere end 50 år på Axelborg har DLG sagt farvel til domicilet i København, og på mandag begynder et nyt kapitel i koncernens historie. Der rykker landbrugsselskabet, der er Danmarks største og et af Europas førende, ind i sit nye domicil på Ballesvej i Fredericia.

Indflytningen er kulminationen på en næsten tre år lang flytteproces, der tog sin begyndelse i november 2017. Godt 300 medarbejdere fra DLG og datterselskabet Vilofoss vil få deres daglige gang i domicilet, hvor hovedkontorsfunktioner såvel som regionale funktioner samles.

“Det er en dag, der markerer en milepæl i DLG’s historie og vores koncernstrategi, og vi har set frem til den længe. Vi rykker ikke alene tættere på vores kunder og ejere, de danske landmænd, vi rykker også tættere sammen i koncernen. I det nye hus samler vi flere funktioner fra DLG og Vilofoss under ét tag, og der er ikke langt til vores kolleger på den anden side af den tyske grænse. Det giver os de bedste forudsætninger for den fortsatte udvikling af koncernen,” siger Kristian Hundebøll, koncernchef i DLG.

En vellykket flytteproces
Det er en stor proces at rykke så mange medarbejdere fra flere lokationer til én. Derfor gav DLG medarbejderne besked om flytningen tidligt i forløbet, så de havde god tid til at træffe en beslutning om, hvorvidt de vil flytte med. Samtidig gav det mulighed for at ansætte nye medarbejdere og begynde at bygge den nye organisation op i takt med, at andre medarbejdere valgte at stoppe.
Ud af de 300 medarbejdere på Ballesvej er godt halvdelen nyansættelser, mens resten er flyttet med fra andre lokationer.

“Vi valgte at tage os god tid til flytteprocessen, og det høster vi frugten af nu. Vi kan se tilbage på en meget vellykket flytning, hvor vi ikke har tabt momentum undervejs. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi har nogle medarbejdere – både nuværende og tidligere – der har ydet en enorm indsats for at sikre, at alt er gået glat. Jeg må bare sige, at jeg er meget stolt af at stå i spidsen for en så dedikeret og forandringsparat organisation,” siger Kristian Hundebøll.

Foruden det nye domicil i Fredericia rykkede DLG tidligere på året ind et nyt logistikcenter på 28.000 m2 i Taulov Dryport, der bliver er et knudepunkt for DLG’s lager- og logistaktiviteter.

På grund af corona-situationen venter DLG med den officielle indvielse af domicilet til næste år.

Pressen er velkommen på Ballesvej 2, 7000 Fredericia mandag den 29. juni kl. 09.45. Her vil der være mulighed for at få et kig ind i DLG’s nye domicil, og koncernchef Kristian Hundebøll vil være tilgængelig for interviews.

Fakta
Godt 300 medarbejdere flyttet ind i DLG’s nye domicil i Fredericia.

Den 7.500 m2 store bygning er opført af AP Pension, som ejer bygningen. PLH Arkitekter har tegnet stregerne og har ligeledes været indretningsarkitekter, mens NRE Denmark var totalentreprenør og Rambøll var bygherrerådgiver.

DLG er et af Europas førende landbrugsselskaber med 6.400 ansatte og en omsætning på 50. mia. kr.

Skriv et svar