5 stjerner (De sataniske femtakkede)

Jeg sidder på Fredericia Teaters lille scene (gamle Bio), iscenesat som en intim bar. Passende sted for denne chamber-musical. Mine sanser skal i sving. Dog ikke lugtesansen. Godt nok er her røgfyldt som på et brunt værtshus, men ikke med stanken fra tobaksrøg og gammel sved. Premierepublikummet er naturligvis renvasket og iført stænk af diverse dufte og i den passende udklædning. Forlegent har jeg forsigtigt fået hilst på de rette…

Forførende indledning

Et ildevarslende guitarriff (udført af Rasmus Birk) med den rette distortion. Stilhed. Guitar igen. Stilhed. –  Pauserne er ofte det vigtigste i musik. Her med effekt som en Hitchcock-agtig suspense. Vi er på vej mod det farlige uvisse. Dette er musik i mol krydret med skæve akkorder – ikke Disney-dur. 

Vi kører ikke ud ad happy-go-lucky-vejen, men ud ad vejen med de gul/sorte advarselsskilte. Ud mod følelsernes forbudte univers. –

Ind kommer den sexede bartender, musicalens fortæller (uhyggeligt æggende godt spillet af Line Staun Jensen) og forbereder os med en næsten skingrende insisterende vokal på, hvad vi har i vente. Som et kampberedt kattedyr. Denne farligt lækre femme fatale lægger op til dramaet og frembringer beskidte tanker fra mit dybeste mørke. Må man det i disse tider? Tænk hvis hendes flirtende diabolske blik havde mødt mit uskyldsrene samme. Jeg var blevet paralyseret og tror, min krop havde tømt sig for blod. Ikke så underligt at artige Filip i Kenneth Bøgh Andersens roman ”Djævelens lærling” bliver forelsket i Satina. Ligesom her. Fristende – pirrende – farligt. Men ”du må godt!” Her er det tilladt. ”Spis” bare løs! Det er meningen. Hun er selv skyld i det….

Løbende joiner den pumpende pulserende bas(Anders Bækgaard Pedersen), de steady stramme trommer (Dennis Pedersen) og tangenter(kapelmester Casper Facius) med lyde som krymmel på toppen. De øvrige tre skuespillere kommer med undervejs, og vi skimter nu retningen.

Her er det gode ikke fremherskende. Destinationen længere ude er døden: ”One is destined for the grave..”

Så er vi ligesom i gang. Henført på en solrig forårsdag til mørket.

Forbudt for børn

Dette her er voksenteater. Ikke ”De tre små grise”, som mine børnebørn ellers var begejstrede for. Den børnemusical var også lidt uhyggelig, men de kære små skal vel også pirres lidt på følelserne, når jeg nu skal ud på overdrevet. Men dette her er altså forbudt for børn.

Anne Fuglsig (Hannah), Anders Gjesing (Tom), Mads Æbeløe (Alex). (Foto Søren Malmose)

Et firkantet trekantsdrama (!), der ”handler om Hannah (sødmefuldt spillet af Anne Fuglsig. Hendes vokalperformance er så ren som min salige mors hvide sengelinned propert vasket ved 100 grader). En ambitiøs og livlig kvinde, der umiddelbart har alt, hvad man kan ønske sig, men som lever med en frygt for at gå glip af livets muligheder. Hannah er splittet mellem sin ”farlige” ekskæreste Tom (råt og klangfuldtspillet af autodidakte Anders Gjesing) og hendes trofaste, men mere almindelige ægtemand.” Ægtemanden, spillet af Mads Æbeløe, skal lige have lidt mere opmærksomhed. I rollen som ægtemanden Alex, lagde jeg ikke mærke til om man havde benyttet effekten med hængerøv og udtrådte sure sutsko. Oven i købet poet og med dagligdags kedsommelighed. Det ville måske have været for karikeret. 

Men selv sådan en type kan komme ud på den emotionelle livsfarlige kant.

Mads Æbeløe (Alex), Line Staun Jensen (fortæller). (Foto Søren Malmose)

Og så synger Mads så tydeligt (det hedder vist noget fint), at mine pensionerede halvdøve lærerører nærmest kan høre og forstå hvert et ord. Men han har jo også skrevet den danske tekst. Det er vist ikke nævnt i programmet, men det må da have været et satanisk arbejde. I øvrigt er jeg generelt i det meste musik meget interesseret i både musik og tekst. Spiller det sammen, går det hele jo op i en højere sublim helhed. Også selv om verdens bedste nummer Bohemian Rhapsody har en sludretekst. Men som ofte før kunne det have været dejligt at sidde med en libretto – altså sangteksterne foran sig. Lyt, se og læs. Jo flere sanser, der er i gang, jo mere trænger ind.Naturligvis urealistisk og uhensigtsmæssig. Men der er her til aften måske også i forvejen tændt for mange af sanserne.

Har du været der?

Har du været ude på følelsernes overdrev? Har du været derude, hvor fornuft og rationalitet ikke er en by i Rusland?! Har du oplevet begær, svigt, jalousi, had – ja, selv mordertrang. Forbudte følelser som her.

Puha. Jeg siger ikke noget om, hvad jeg har oplevet. Kun FE og PET ligger inde med mine data, og jeg ønsker at fortrænge det hele.

Musikken

”Nå, er det så med sange fra Nick Cave and The Bad Seeds legendariske album: MurderBallads?”, blev jeg spurgt inden tiden. Næh,rockmusicalen her er skrevet af Juliana Nash -med bog og tekst af Julia Jordan for ti år siden. Ikke på forhånd kendt af mange. Der er naturligvis altid en tryghed i genkendelsens glæde, når man skal begejstres. På den anden side skal man vove sig ud i at få udvidet sin horisont, så ens livsvisdom øges. Som at se et nyt kunstværk, der gør livet større. Det her er godt sammensat at de to beskidte kvinder. Dejligt med flere kvinder i musikken (ikke sandt DR!).

Scenografi og instruktion

Jeg er altid spændt på, hvad scenografer og ikke mindst instruktører har fundet på inden enhver forestilling, jeg har i vente. Hvilke overraskende effekter anvendes. I denne noirfortælling blev mine smilebånd kun tændte en gang, da vi lynhurtigt kom flere år frem i handlingen ved hjælp af stigende størrelser af børnesko. Genialt!Tak til ”Store stygge ulv”: Mads M. Nielsen, Ernestine Ruiz og Lise Marie Birch for veludført arbejde.

I den fatale scene (udløsningen – puha) kunne man måske have brugt et strobelys. Men det er muligvis et trivielt kneb. 

Maraton 

Halvanden times uafbrudt enakter med 41 sange udført af samme fire kunstnere. Ikke gemt bag et stort crew, hvor man kun af og til skal ind og shine med de store sange. Næh, her bærer alle fire igennem og er nærmest på konstant. Kraftpræstation. De må have mistet flere kropsvæsker ud over den, der er fyldt med den røde hæmoglobin. Ikke så sært at bartænderen/fortælleren flere gange skulle ned i baren og spæde op undervejs.

Kunst

Kunst er at kunne – uanset hvad Storm P siger. Og det aktørerne mestrer her er kunst. De kan deres kram med vokalharmonier og musikledsagelse, der sidder lige i (djævel)skabet. Flere af dem uddannet her i bloody (blodige) Fredericia.

Forløsende at lytte til på sådan en x-faktoraften, hvor der er en eklatant mangel på vokalgrupper, der kan synge rent! Kom her og sæt jer i baren og oplev proffer: Lyt og lær – og gå så hjem og øv jer – for Fanden.

Musicalteatret har som fugl Fønix rejst sig fra den uigennemskuelige og hengemte økonomiske aske, Men hold da kæft, hvor jeg da glæder mig til, at den i fremtiden flyver endnu højere op mod de ambitiøse kunstneriske højder.

Heldigvis blev ingen stemt hjem her denne aften. Men jeg skal lige hjem og have styr på følelsesapparatet. Måske skulle jeg lytte til en Disneysang og vende tilbage til mit daglige lallende ubekymrede Fedtmuleliv.

Anders Gjesing (Tom), Line Staun Jensen (fortæller), Anne Fuglsig (Hannah). (Foto Søren Malmose)
Line Staun Jensen (Fortæller). (Foto Søren Malmose)
Anne Fuglsig (Hannah), Anders Gjesing (Tom). (Foto Søren Malmose)
Anders Gjesing (Tom), Line Staun Jensen (fortæller). (Foto Søren Malmose)
Anne Fuglsig (Hannah), Anders Gjesing (Tom) (Foto Søren Malmose)