Dansk tophåndbold er måske på vej til et testsystem for at sikre spillere, trænere, dommere og klubfolk bedst muligt. Men det bliver ikke en “fodboldløsning”, den er simpelthen for dyr. Det fortæller Divisionsforeningens Direktør Thomas Christensen til AVISEN. 

Siden fodbolden fik tilladelse til at spille på de danske græsbaner igen, er der sket meget. Fodboldklubberne har gennemført kampe med en række detaljerede retningslinjer, hvor stolene er adskilt med tape, sprit opsat og så testes spillere, dommere og ledere kontinuerligt for at undgå smittespredning. AVISEN har i dag talt med brancheorganisationen, Divisionsforeningen om hvordan man gør i håndboldens verden, når ligaen starter på lørdag. 

“I skrivende stund arbejder vi på, hvad vi skal gøre, herunder om det kan lade sig gøre at teste alle. Det er et stort arbejde logistisk, men også økonomisk. DHF vil gerne have, at vi tester alle hver uge som i fodbold, men det er der meget økonomi i. I dag har vi også bedre muligheder end tidligere for at blive testet,” siger Thomas Christensen.

Testes jeres udøvere via det offentlige? 

“Ja, det gør de, og her er pointen, da fodbolden startede op kunne man ikke teste alle via det offentlige. Det var begrænset til udsatte, medarbejdere i sundhedssektoren og mennesker, der kunne være smittede. I dag kan alle testes. Men vi har også haft dialog med private aktører på markedet, men hvis det bliver lige så dyrt, som det har været for fodboldklubberne, så skal vi ikke spille. Det kan økonomien ikke holde til. Vi er i forvejen ekstrem ramt ved de øvrige restriktioner, hvor vi ikke kan fylde hallerne,” siger Thomas Christensen og slutter:

“I dag kan alle blive testet – og vi arbejder på at udvikle de rammer, der administrerer det. Det er et fælles ansvar, men det er svært. Når vi vipper en sten, så får vi hurtigt to nye spørgsmål. Ligaen starter på lørdag, og jeg har allerede en klar fornemmelse af stor ansvarlighed. Mange klubber har lavet egne beskrivelser og følger alle retningslinjer fra myndighederne. Samtidig afvikles kampene efter de retningslinjer, der sikrer, at vi gør det så sikkert for alle som muligt. Vi har med andre ord allerede taget store skridt – en del af dette er også mindst mulig kontakt mellem spillere og publikum.”

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer