Forside Erhverv Dit & Dat flytter ind til centrum: Vil stadig sælge billige varer

Dit & Dat flytter ind til centrum: Vil stadig sælge billige varer

DEL
Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Dit & Dat, der hidtil har holdt til på Kaltoftevej, flytter pr. 1. marts ind i Danmarksgade 21, hvor priserne fortsat vil være billige, som man kender det fra det den store outlet på Kaltoftevej.

I Danmarksgade på det, der i folkemunde kaldes lille Nørrebro, kommer man til at få et endnu bredere sortiment, der nu kommer til at spænde over alt fra restaurationen Afandi, til Mini Bazar og nu til en outlet, der drives af erhvervsmanden Tonny Kollerup Nielsen, som har valgt at flytte butikken Dit & Dat ind til Danmarksgade, og det er der er en særlig grund til.

“Det gør vi for at få folk rykket ind i butikken. Vi har Danmarks billigste priser, men for at øge kundeflowet har vi valgt at flytte ind til byen,” siger Tonny til Fredericia AVISEN og fortsætter:

“Kunderne kommer til at få et mindre sortiment, end på Kaltoftevej, da jeg ikke har 775 kvadratmeter inde i Danmarksgade, hvor man til gengæld vil få et bredt sortiment til lave priser. Vi forventer at få flere samarbejdspartnere, som gør kunderne glade og til priser, der chokerer kunderne,” fortæller Tonny, der tager hele sit personale med ind til Danmarksgade.

Inde i Danmarksgade 21 lå førhen en legendarisk dyrehandel, som havde en cockerspaniel, der altid ville snakke med kunderne. En cockerspaniel er dog ikke noget, som Tonny har tænkt på til butikken.

“Jeg har sgu ikke en, men det kan jo være,” griner Tonny og fortsætter: “Jeg kommer til at få mange dyreartikler til hunde, katte og hamstre. Der er ingen i Fredericia, der sælger den slags mere,” forklarer Tonny, der også fortsat kommer til at have ting, som man kan leje til festlige lejligheder:

“Jeg kommer stadig til at have udstyr som slushice-maskiner, jukebokse og alt sådan noget, som man kan leje.”

Igennem tiden har Tonny haft mange jern i ilden, men Dit & Dat bliver det sidste eventyr, fortæller han.

“Det her bliver den sidste butik, jeg åbner, jeg gider ikke åbne mere efterfølgende,” udtaler Tonny med et grin og kommer ind på drømmene med Dit & Dat, som butik i Danmarksgade:

“Jeg drømmer om, at vi kan vise, at vi kan sælge billige varer, selvom vi kommer ind til byen.”

D. 1. marts slår Dit & Dat dørene op i Danmarksgade, og her vil der være lidt sødt til ganen og gaver til børnene.

https://www.facebook.com/mrhoejer/
Annonce
DEL