Dit & Dat slog fredag dørene op i Danmarksgade, og indehaver Tonny Kollerup Nielsen fortalte, at det var lige den åbningsdag, som han havde drømt om, hvor mange interesserede kunder var kommet ind i butikken.

Tonny var et stort smil hele dagen. Endelig havde han åbnet Dit & Dat i Danmarksgade, efter han havde flyttet butikken fra Kaltoftevej og ind til Fredericias navle.

Dit & Dat set ude fra. Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Med en placering i Danmarksgade håber Tonny, at Dit & Dat får fat i et større kundegrundlag, og allerede på åbningskampen kunne han mærke det.

“Det er helt vildt så mange, der er kommet ind. Vi har haft 2-300 ekspeditioner, og det er rigtig mange for en butik som den her. Det var det jeg havde drømt om,” sagde Tonny da Fredericia AVISEN besøgte Dit & Dat klokken 14:30.

På forhånd havde Tonny udpeget varer, som han havde forudset ville sælge godt, og hans forudsigelser viste sig at hold stik.

“Jeg havde en idé om, at jeg ville ende med at sælge mange krydderier. Det var derfor, at jeg lavede den her ø med krydderier, da det virkede rigtig godt i vores gamle butik i Kolding. Vi har 100 forskellige krydderier her, og det er virkelig blevet taget godt imod,” fortalte Tonny.

Dit & Data afdeling med kort. Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

En anden ting, som viste sig at holde stik var salget af kort.

“Der er ikke ret mange butikker, der kan matche vores udvalg af kort. Vi har mange stativer med det, normalt ser man kun butikker have et med det. Man har kunne mærke interessen for det i dag,” fortalte Tonny.

Fødselsdagsting var i højkurs på åbningsdagen. Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Mens vi talte gik vi rundt i butikken, og kom forbi afdelingen med ting til børnefødseldage.

“Der er hele tiden fødselsdage, så jeg har valgt, at vi skal have en stor afdeling med den slags. Det er også noget af det, som kunderne er gået efter i dag,” udtalte Tonny og fortalte, at kunderne også har være flittige køber af eksempelvis Disney-varer, som er et af Dit & Dats varemærker.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

“Nu håber jeg, at fredericianerne har fået øjnene op for, at jeg har kvalitetsvarer til billige penge. Der har i hvert fald været en masse kunder i dag, og det er jeg rigtig glad for,” sagde Tonny.

Med åbningen af butikken er Tonny tilbage i sit es med kundekontakten, og det er også noget som han glæder sig over.

“Det har været hårdt at holde lukket i halvanden måned, og det har været hårdt arbejde at sætte butikken i stand. Det er rigtig dejligt igen at have åbent og have kontakten med kunderne,” fortalte Tonny inden vi forlod butikken og ønskede ham tillykke med åbningen.

www.eventc.dk
Skal du med til nogle fede koncerter? Klik her og se mere.