Shell Raffinaderiet i Fredericia oplevede fredag i sidste uge en rekord i udlevering af landbrugsdiesel fra deres læsseramper.


“I alt blev der hentet, hvad der svarer til mere end 100 fyldte tankbiler, som blev distribueret ud til landmændene i primært Jylland og på Fyn. Det var markant mere end for eksempel sammenlignet med fredagen før; faktisk 40 tankbilfulde mere. Og fredagen før var det jo også høst,” fortæller Pressechef Torben Sørensen og fortsætter:

“Man kan vel sige det sådan, at det tyder på, at landmændene ikke er kommet sovende til høsten denne weekend, men tværtimod har kørt fuld gas med mejetærskere og traktorer. Det er så vildt, at vi lige har kunnet efter-kontrollere rekord for os”, siger Sørensen og slutter:

“Da landbrugsdiesel jo er tilsat farvestof, så er det et produkt, der er målrettet en bestemt målgruppe, og den målgruppe har vist rimeligt travlt med at bjærge høsten lige nu.”