Det store krydstogtskib, Disney Magic, er ankommet til Fredericia. Ved 8-tiden lagde det til kajs på Esplanaden, som det forlader igen klokken 17:00.

I 2019 var Disney Magic forbi Fredericia for første gang, hvor det imponerende skib trak mange fredericianere til Esplanaden. Som afslutning på besøget blev der fremført en koncert på kajen med musicalperformere fra Fredericia Teater, der sang Disney-klassikere. Flere tusinde mennesker var mødt op til koncerten, men der var langt fra så mange til stede tirsdag morgen, da det store Disney Magic-skib, der er 300 meter langt, kom til Fredericia.

Fredericia Postorkester stod klar på kajen, hvor de spillede klassikere som “Sommer, sommer og sol”, hvilket var noget paradoksalt taget i betragtning af, at der var overskyet. Derudover var der traditionen tro en kanonsalut fra Fredericia Kanonlaug, hvorefter der udbrød klapsalver fra passagerne, der stod og kiggede på fra skibet.

På land ankom den ene bus efter den anden, der skulle fragte passagerne ud til destinationer, der typisk er Odense, Jelling og Legoland. Foruden dem der skal udenbys, kommer en del af krydstogtgæsterne også til at være i Fredericia, hvor der er guidede ture rundt, men der er også mulighed for at tage rundt i Fredericia på egen hånd.

Disney Magic forlader Fredericia igen klokken 17:00, hvor der vil være afskedskoncert ved Jumping Jacks på Esplanaden. Der varer dog ikke længe før Disney Magic vender tilbage til Fredericia, da det kommer igen den 16. august.

Krydstogtgæsterne ombord på Disney Magic-skibet sejler videre til København, der er slutdestinationen på det 11 dags lange cruise, der startede i den engelske by Dover, og siden har besøgt Amsterdam, Zeebrugge, Oslo, Skagen, Warnemunde-Rostock og Stavanger inden, at turen gik til Fredericia.