Det første spadestik til HySynergy blev taget onsdag eftermiddag med deltagelse af klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.

Byggeriet af HySynergy-projektet ved raffinaderiet i Fredericia bliver i første omgang et 20 MW elektrolyse- og Power-to-X-anlæg, som forventes at stå færdigt sommeren 2022. Det er planlagt, at anlægget skal udvides til 300 MW i 2025.

HySynergy er et grønt projektsamarbejde mellem Everfuel, Crossbridge Energy A/S, EWII, TREFOR, Aktive Energi Anlæg, TVIS og ENERGINET, og skal skalere produktion og lagring af grøn brint.

Nogle af de centrale personer i byggeriet af HySynergy-projektet er Jacob Krogsgaard, direktør hos Everfuel, og Finn Bjørn Schousboe, direktør hos Crossbridge Energy Fredericia. Førstnævnt direktør bød velkommen og startede med at præsentere, det store projekt, der er igangsat i byen.

Virksomheden, Everfuel, ser store muligheder i Fredericia og vil give byen muligheden for at tage førertrøjen på i den grønne omstilling. Synergieffekterne i byen er store – og de tekniske løsninger vil bringe Danmark langt i klimamålsætningerne.

– Det er en vigtig og skelsættende begivenhed for brint og Power-to-X i Danmark. Vi vil sætte fokus på at skubbe Danmark i en endnu grønnere retning, og det er der mange mennesker, som skal takkes for, siger Jacob Krogsgaard og starter derefter med at takke blandt andet Energistyrelsen, Fredericia Kommune og klimaministeren, Dan Jørgensen, for at møde op til dagens event.

– Hvis vi skal sætte fart på den grønne omstilling, så skal det allerede ske nu. Vi kan ikke vente for længe, og derfor skal vi i løbet af det kommende årti vise, at vi er klar til at gå forrest i klimakampen, uddyber han.

De vil gerne gå skridtet videre og reducere CO2-udledningen i landet, hvilket spadestikket til Europas største elektrolyse-anlæg er en begyndelse på. Han mener, at anlægget bliver væsentligt i at gemme energi og senere bruge det, uden at udledningen af CO2 bliver større. De vil gøre en forskel ved at producere brint, som har to centrale formål. De vil bruge brinten til at lave grønnere brændstoffer ved raffinaderiet, og derudover vil de bruge brinten til brændstoffer ved transport. Det skal være muligt for busser, lastbiler og andre store transportsmidler at køre på grønne brændstoffer, og dermed vil man konkurrere med fossile brændstoffer.

Han fremhæver, at samarbejdet mellem kommunen, industri og Power-to-X har været afgørende for etableringen af HySynergy. Herudover er det især samarbejdet med Finn Bjørn Schousboe, direktør hos Crossbridge, som Jacob Krogsgaard lægger vægt på i sin tale.

– Man kan ikke finde et bedre eksempel på, hvor de traditionelle fossiler og den nye grønne industri skaber imponerende resultater i fællesskab. Vi er stolte over samarbejdet med Crossbridge, og vi glæder os til at skabe flere ekstreme flotte resultater sammen med jer, siger han og giver ordet videre til Finn Bjørn Schousboe.

Han er ligeledes glad for samarbejdet, og han kalder det for en emotionel dag på mange måder, da han er glad for ideen om at bruge mere brint på en af Danmarks store raffinaderier. Han ser det som en stor milepæl for den grønne omstilling, at man ændrer retning fra de sorte brændstoffer til miljøvenlige brændstoffer, som mindsker CO2-udledningen.

– Jo grønnere brinten er, desto mere bliver raffinaderi-produktionen. Derudover er forudsætningerne for samarbejdet gode, og hver gang der har været noget, så har vi været gode til at mødes på midten og finde løsninger, der sætter klimaet forrest, siger han.

Han glæder sig over at tage det første grønne spadestik, og han håber, at det kan starte en bevægelse over hele landet.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her