Fredericia Kommune har blandt andet investeret i en ny tribune på Monjasa Park. Nu håber Borgmester Jacob Bjerregaard og FC Fredericias direktør, Stig Pedersen at se holdet i Superligaen i løbet af 2-3 år.

1.400 siddepladser og 500 ståpladser på en ny overdækket tribune. Det er blandt de investeringer, som Fredericia Kommune har lavet i idrætslivet i Fredericia og som blev præsenteret på et pressemøde fredag.

“Det er fantastisk for os, der elsker FC Fredericia. Vi har glædet os til at offentliggøre, at den modsatte side på stadion får tilført en tribune og det kommer også udebanetilhængerne til gode. Vi har en voksende fankultur, og har derfor drøftet det med politiet også. Forleden dag sagde jeg til Stig, at jeg var villig til at se en polsk 3. divisionskamp fordi jeg savner fodbold så meget, men så er det fint, at vi kan bruge tiden, mens vi venter, på at opgradere stadion og være klar til at give fredericianerne gode forhold på stadion,” siger Jacob Bjerregaard til Fredericia AVISEN.

Stig Pedersen har været med på hele FC Fredericias rejse. Først som spiller og siden som direktør, og det hele startede på det gamle stadion på Baldersvej.

“Vi troede aldrig på, at vi ville få forberede forhold. I hele min karriere på Baldersvej, først som spiller og siden som direktør, tænkte vi der ikke ville ske noget, men så kom udbygningen i 2006. Monjasa Park er et godt stadion til NordicBet Ligaen, og undervejs har vi været tæt på at rykke op, især i de senere år. Reglerne er skærpet til at rykke op, og stadionet skal opfylde kravene fra dag et. Det kommer Monjasa Park ikke til efter fase to, men det er et stort skridt vi tager. Det betyder, at vi har 4.000 mennesker under tag, og det endelige projekt hedder 6.000. Vi er derfor tættere på end nogensinde,” siger Stig P. og glæder sig over de nye muligheder med LED-bander foran den nye tribune.

På pressemødet var det et “når FC Fredericia kommer i Superligaen” og ikke et “hvis”. Vi spurgte derfor Jacob Bjerregaard og Stig Pedersen om hvornår de tror, at byens fodboldflagskib kommer i det forjættede og for Fredericias vedkommende, ubetrådte land, Superligaen.

“Man kan nå langt med positiv energi og tro på fremtiden. Over de næste 2-3 år kan vi se FC Fredericia i Superligaen. Man kan se, hvad det betød for FHK med den nye arena, og jeg tror det får samme effekt her,” siger Bjerregaard, som bakkes op af Stig Pedersen:

“Det er et godt bud, som jeg vil tilslutte mig. Vi forventer et kæmpe løft til klubben og når vi rigtig kommer i gang med fodbold, så vil FC Fredericia være med helt fremme.”

Læs mere om Fredericia Kommunes investeringer her.

Leave a Reply