Stadigt flere små og mellemstore virksomheder mærker de økonomiske konsekvenser af corona-krisen – det gælder i høj grad også enkeltmandsvirksomheder. DI foreslår fem politiske initiativer, der kan holde hånden under SMV’erne og få dem bedst muligt igennem krisen. Blandt forslagene er, at økonomisk nødstedte selvstændige skal have mulighed for at modtage dagpenge og at den netop afregnet moms bliver tilbageført for at styrke likviditeten.

– Tingene udvikler sig dag for dag, og stadig flere SMV’er og selvstændige er så pressede, at de risikerer at dreje nøglen om. Det skal vi have stoppet, og en af vejene er at give de selvstændige mulighed for at få dagpenge uden at lukke deres virksomhed, så de kan klare sig igennem denne svære periode, siger direktør Kent Damsgaard, DI.

Ifølge DI-forslaget skal selvstændige medlemmer af a-kasser kunne få dagpenge i op til tre måneder uden at lukke deres virksomhed, hvis de oplever en nedgang i omsætning på mindst 30 pct. Som en anden del af udspillet foreslår DI flere tiltag, som med det samme kan sikre mere likviditet til de pressede SMV’er.

– Regeringen har præsenteret flere gode tiltag i dag om at udskyde kommende moms og B-skat. Det er godt og klogt, men der også brug for noget, der virker nu og her. Vi foreslår derfor at udskyde indbetaling af B-skat også for marts og at tilbageføre den moms, der netop er blevet afregnet, for at styrke likviditeten, siger Kent Damsgaard.

DI foreslår også, at regeringen sikrer, at offentlige myndigheder vedstår deres kontraktlige forpligtelser, og at offentlige myndigheder ikke med årsag i corona-situationen vil påberåbe sig force majeure over for deres aftaleparter.

– Vi taler med mange små virksomheder som oplever, at de bliver presset af de offentlige myndigheder på deres kontrakter. Her bør de offentlige myndigheder yde deres bidrag til at holde hånden under SMV’erne, så de ikke uden videre aflyser aftaler uden betaling på grund af corona, siger Kent Damsgaard.

Som en femte del af udspillet foreslår DI, at alle erhvervshuse bør stå klar med corona-beredskab, som kan give sparring og vejledning til virksomheder, der er akut udfordret af corona-krisen.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer