Dagens initiativ fra udenrigsministeren til at gøre det lettere at foretage erhvervsrejser, er et vigtigt skridt til genstart af den danske eksport, mener Dansk Industri.

– Vi er som samfund dybt afhængige af de mange eksportkroner, som danske virksomheder tjener hjem til landet, og derfor er det afgørende vigtigt at gøre alt, vi kan, for at fremme eksporten, samtidig med at vi tager smitterisikoen alvorligt og handler forsvarligt. Udenrigsministerens initiativ er virkelig kærkomment. Det er noget, vi har arbejdet for længe, siger branchedirektør Michael Svane, DI Transport og Infrastruktur.

De nye initiativer betyder, at alle erhvervsrejser fra mandag morgen kl. 6, bliver betragtet som nødvendige rejser. Det bliver samtidigt muligt for erhvervsrejsende efter hjemkomsten at få foretaget en kviktest, og hvis den er negativ, kan medarbejderne tage direkte på arbejde. Samtidig etablerer udenrigsministeriet en hotline, som virksomhederne kan benytte til at få svar på spørgsmål om erhvervsrejser.

– De omfattende restriktioner både i Danmark og i resten af verden har sat en stopper for mange erhvervsrejser og gjort det svært at rejse ud og vinde nye ordrer hjem til Danmark. Men vi skal hele tiden afsøge nye muligheder for at holde vores samfund og arbejdspladserne i gang. Initiativet fra udenrigsministeren er absolut en god hjælp, siger Michael Svane.

De nye initiativ gælder altså straks mandag morgen, men regeringen arbejder samtidig med en række initiativer på lidt længere sigt. Det kan for eksempel være aftaler med enkelte lande om gensidig adgang til eksportmarkeder, hvor der kan være krav om en karantæneperiode.

– Lettelserne er vigtige for virksomhederne og deres ansatte, fordi de skaber klarhed. Det vigtigste er, at erhvervsrejser nu helt generelt anses for nødvendige rejser, siger Michael Svane.

Regeringen siger samtidig, at den vil arbejde for anerkendelsen af et coronapas, som DI længe har været fortaler for.

– Det er godt at regeringen kommer med initiativer, der virker her og nu og samtidig kigger frem mod yderligere initiativer. Vi har haft en god dialog med regeringen, og vi er glade for, at der er blevet lyttet, siger Michael Svane.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer