Det nye folketing skal have høje ambitioner, og så skal de samarbejde for at få gennemført den nødvendige politik, lyder det fra Dansk Industris adm. direktør.

Erhvervslivet holdet vejret efter et meget spændende folketingsvalg, og i landet største erhvervsorganisation, Dansk Industri (DI), ser man frem til, at politikerne tager fat på de væsentlige udfordringer, som ligger foran dem.

– Først vil jeg ønske et stort tillykke til alle de politikere og partier, der er blevet valgt til Folketinget. Det har været en spændende valgkamp, hvor kandidaterne har arbejdet solen sort. De skal have tak for at stille sig til rådighed for folkestyret, siger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i DI, og opfordrer til, at de hurtigt får valgnatten lagt bag sig og vendt sig mod de politiske udfordringer.

– Jeg glæder mig til, at vi kan komme i gang med at videreudvikle Danmark i en verden, der er markant anderledes end for blot et par år siden. Der er så meget, vi gerne vil i Danmark, og det haster. Det kræver et samarbejdende folketing med høje ambitioner, der har modet til de nødvendige reformbeslutninger. 

– Danmark står på et sårbart sted i historien. Vi kan ikke længere tage de gode tider for givet. De nyvalgte politikere har med en ansvarlig politik muligheden for at lægge grundstenen til et fortsat velstående, balanceret og unikt Danmark. Men det kræver beslutsomme, modige og handlekraftige politikere, siger Lars Sandahl Sørensen.

– Vi skal have reformeret vores arbejdsmarked, så vi får mere arbejdskraft, vi skal have reformeret den offentlige sektor, så den bliver mere effektiv, vi skal have reformeret sundhedssystemet, så der er sundhed til alle også i fremtiden, og vi skal have reformeret vore regeljungle, så det bliver enkelt og attraktivt for vores virksomheder at investere i digitalisering, grøn omstilling og meget mere, siger DI-direktøren.

DI’s valgprioriteter har da også været et byrdestop for erhvervslivet, at Danmark kommer i mål med 70 %-målet for CO2-udledninger og bliver klimaneutrale, og ikke mindst reformer, der skal fremme dansk økonomi og øge arbejdsudbuddet.

– Først og fremmest skal vi sikre, at vi har hænder og hoveder til alt det, vi gerne vil, og derfor bør en hver ny regering hæve arbejdsudbuddet med 50.000 personer i denne valgperiode. Det bør med i regeringsgrundlaget. Og jeg håber inderligt, at den nye regering vil handle på det meget snart, siger Lars Sandahl Sørensen.