Dansk økonomi har taget svære hug fra coronakrisen, og fremtiden er præget af stor usikkerhed. Derfor er det klogt og rigtigt, at regeringen vil oprette en coronapulje på 9,2 mia. kroner, der skal understøtte, at Danmark kommer bedst og hurtigst muligt gennem krisen og sikre en langsigtet grøn genstart af Danmark, mener Dansk Industri.

– Usikkerheden om coronakrisen hænger som en tung skygge over dansk økonomi og danske virksomheder. I den situation er det vigtigt, at vi som samfund virkelig prioriterer pengene klogt til at håndtere krisen og sikre en langsigtet grøn genstart af Danmark, siger adm. direktør Lars Sandahl Sørensen, DI.

Ifølge DI-direktøren er det vigtigt, at regeringen holder et skarpt øje med udviklingen i økonomien.

– Helt grundlæggende skal Danmark være klar til at sætte ekstra tiltag i gang for at sikre job og virksomheder, hvis vi bliver ramt af en anden bølge af coronakrisen. Hvis økonomien omvendt bedrer sig, som vi håber, så bør vi gemme pengene – til investeringer i uddannelse, modernisering af samfundet, infrastruktur og klimaet. Kort sagt i at gøre Danmark stærkere, siger Lars Sandahl Sørensen.

Han peger på, at de høje klimaambitioner også kræver markante nye investeringer i den grønne omstilling.

– Hvis vi på nogen måde skal realisere vores høje klimaambitioner, så kræver de flere investeringer i at udvikle nye grønne løsninger. Derfor er det vigtigt, at Folketingets partier i kampen mod krisen satser målrettet på at styrke forskningen – både den offentlige forskning og i virksomhederne. Det vil gavne både vores eksportmuligheder og den grønne omstilling, siger DI-direktøren.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer