På opstillingsmødet tirsdag d. 10. maj er Lasse Holmqvist blevet valgt som Folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Fredericia. Lasse Holmqvist blev enstemmigt valgt af den fremmødte forsamling.

– Vi har valgt Lasse Holmqvist som vores Folketingskandidat, fordi at vi ser ham som et utroligt stærkt kort. Lasse Holmqvist er næstformand i lokalforeningen og har tidligere stillet op til kommunalvalg, så det er ikke en uerfaren herre som stiller op, udtaler lokalformand Bente Tarp Rasmussen.

Bestyrelsesmedlem Sune Nørgaard Jakobsen tilføjer: – For Dansk Folkeparti i Fredericia er målsætningen helt klar, vi skal endnu en gang have et lokalt medlem repræsenteret i Folketinget. Efter formandsskiftet og Susanne Eilersens ansættelse som lokalforeningskonsulent, er vejen fra Christiansborg og ud i lokalforeningerne blevet kortere. Men med et lokalt medlem af Folketinget, vil både Fredericia og Dansk Folkeparti stå endnu stærkere.

Lasse Holmqvist er bosat i Fredericia og er uddannet markedsføringsøkonom.