Landstræner Kasper Hjulmand var fuld af positive ord efter den danske sejr på 8-0 mod Moldova.

Selvom Moldova er at betragte som en lille fodboldnation, som Danmark skal vinde over ti ud af ti gange, så havde danskerne ikke forventet at vinde i så sikker stil.

– Vi så frem til kampen, og havde et helt nyt hold på banen, og jeg nød det jeg så fra start til slut. Jeg så et topmotiveret hold, der spillede aggressiv fodbold, og det er ikke nemt at slå Moldova på den her måde. Hvis man kigger Moldova over de seneste år, så har de ikke tabt på den her måde, og det viser noget om den styrke vi har på vores hold, siger Kasper Hjulmand.

Den store danske sejr kom på trods af, at Kasper Schmeichel var den eneste fra den forrige landskamp mod Israel, der startede inde. Det betød blandt andet, at Simon Kjær og Christian Eriksen startede på bænken, men de to kom ind i det sidste kvarter.

– Det var for at se på et scenarie, der kan opstå mod Østrig, hvis vi skal ud i et systemskifte. Kampen var gået i stå, og så tænkte jeg, at vi kunne få dét ud af det, og så fik vi øvet noget af det vi kan komme til at bruge mod Østrig, siger Kasper Hjulmand.

Efter første halvleg blev Andreas Skov Olsen pillet ud, og det var bestemt ikke, fordi han havde præsteret dårligt. Den danske kantspiller havde noteret sig for to assists, og var også impliceret i Kasper Dolbergs straffesparksmål, da det var efter hans frispark, at straffesparket blev begået. Udskiftningen kunne indikere, at Andreas Skov Olsen kommer til at spille en rolle mod Østrig på onsdag.

– Det må vi se. “Andy” (Andreas Skov Olsen, red.) kom også ind i Israel, og med tre kampe på seks dage var det vigtig at sørge for, at han også har gode ben onsdag. Han spiller heller ikke så meget i Bologna, så vi skal passe på ham, siger Kasper Hjulmand.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer