I januar startede jeg på en seriøs kur med Mette Bjeld, og det gik bare derud af – for det meste. Motivationen var i top, og vægten på vej ned. Men så kom det værste der kunne ske: Hullet.

Jeg troede, at jeg havde viljestyrke nok til ikke at falde i et hul på noget tidspunkt, men der tog jeg fejl. Der er ikke noget galt i en gang imellem at falde i – men når man falder i som det jeg gjorde, ja så falder man også bare ned i det der føles som et uendeligt dybt hul.

Jeg er udemærket klar over hvad der er godt for min krop, og hvad der ikke er, men det kan være svært, rigtig svært, at træffe det rigtige valg, når det man mest af alt har lyst til er en snasket pizza med peperoni.

Det var et hul, et forfærdeligt hul, hvor man bare graver sig selv dybere og dybere. ‘På mandag’ har lydt flere gange, ja så mange gange at den mandag der tales om må være en gang i 2080 eller noget.

Jeg ved ikke hvorfor det er så svært, at komme tilbage på sporet. Om det er smagen af Matador Mix, pizza og is der lokker i fordærv, og så den manglende energi til at træne, ja så er det en ond spiral.

Det er max svært at komme ud, og jeg havde ikke selv noget bud på hvordan. Jeg har bevidst undladt at skrive til Mette, både fordi jeg virkelig ikke kunne finde motivationen, og fordi jeg var lidt bange for igen at gå på vægten.

Men så er det godt, at Mette formår at fange en på en måde, så man ikke kommer ud. Med en besked en tirsdag aften, om ikke det var tid til træning igen – så kan man jo ikke sige nej.

Så aftalen blev sat, fredag kl. 10 – og Mette lovede sol. Solen udeblev, regnen stod ned over Fredericia, men temperaturen var god, og vinden slet ikke eksisterende.

Vi startede, som sædvanligt, på vægten. Og øv. Men altså det kom ikke bag på mig, faktisk havde jeg troet det var værre. 124,00. Ikke godt, når jeg var på knap 117, men stadig et tab siden starten på knap 127. Men det er ikke godt, at sige 7-8 kilo på så kort tid.

“Er det skældud tid”, spurgte Mette, og her måtte jeg takke pænt nej, og sige at jeg har skældt mig selv rigtig meget ud, især efter tirsdagens besked fra Mette. Realiteten gik op for mig – og nu er jeg tilbage, tilbage på fuld hammer. Der skal trænes, dræbes kalorier – og holdes øje med hvor mange der går ind.

Jeg elsker is – og der er rigelig plads i kalorieregnskabet til at spise is – hvis altså bare man sørger for at forbrænde kalorierne, plus lige lidt ekstra inden man sætter sig ned med god samvittighed på Skovgrillen i Middelfart og spiser en is i sommervarmen.

Men træning skulle der også til – og på en eller anden måde formår Mette altid at ødelægge hele min krop, på den gode måde selvfølgelig.

Denne gang var det med Hiit – 20-30-40-50-60-70. Det lyder måske ikke af meget, men jeg lover jer man føler døden er nær, når man når til de sidste gentagelser – især i tredje omgang.

http://www.detskerifredericia.dk/indhold/fyn-rundt-2019