Miljø- og Teknikudvalget har netop vedtaget en handlingsplan for midtbyens springvand. Springvandet på Rådhuspladsen prioriteres.

Flere springvand i midtbyen er for dyre at vedligeholde og drifte. Det er konklusionen efter et møde i Miljø- og Teknikudvalget, der nu har vedtaget en handlingsplan for, hvad der skal ske med dem.

Foto: Thomas Lægaard – Fredericia AVISEN

”Selvom vores springvand løbende er blevet vedligeholdt, har de nu en alder, hvor der er behov for en gennemgribende renovering. Det har vi ikke pengene til, og derfor har vi nu besluttet, at vi fremover kommer til at prioritere springvandet på Rådhuspladsen, som bl.a. mange børn har stor glæde af i sommermånederne, ” siger formand for Miljø- og Teknikudvalget Christian Bro.

Prioriteringen betyder, at springvandet på Rådhuspladsen renoveres i foråret 2020. Det skal sikre, at vandkvalitet og pumper er fremtidssikret og klar til sommersæsonen 2020.

Springvand nedlægges

Som en del af udvalgets prioritering er der nu også truffet beslutning om, at der bliver slukket permanent for de øvrige af midtbyens springvand. Det drejer sig om vandtrapperne i Vendersgade, springvandet på J.B Nielsens Plads, vandrenden i Gothersgade og Obelisken i Danmarksgade samt springvandet på Axeltorv.

Foto: Thomas Lægaard, Fredericia Avisen.

”Når vi kigger på økonomien, er der behov for en benhård prioritering. Derfor vælger vi nu, at springvandene i Vendersgade forbliver uden vand, så de stadig udgør et skulpturelt element i gadebilledet. Og så har vi valgt, at vi helt vil nedlægge springvandet på Axeltorv samt det 20 år gamle springvand på J.B. Nielsens Plads, så vi kan bruge pladserne til noget andet, ” siger næstformand i Miljø- og Teknikudvalget John Nyborg.

I 2019 vil springvandene blive slukket ved udgangen af august, og i 2020 vil springvandet på Rådhuspladsen som udgangspunkt være tændt i perioden juni – august. Det vil i 2020 blive vurderet, om det er muligt at lade springvandet være tændt i en længere periode.

Renoveringer og nedlæggelser sker inden for det i forvejen vedtagne budget i årene 2019 – 2021. Det betyder, at der ikke er sat ekstra midler af til de kommende ændringer af midtbyens springvand.

https://www.fredericiavin.dk/