KUNNE MAN TIL TIDER ønske sig lidt mere historisk indsigt i den almene formidling af den fælles europæiske historie? For det er en historie der i lange perioder har været drevet af stærk nationalisme, hvis væsentligste bidrag til menneskeheden har været krige.

De blodigste kapitler i det 20. århundredes handlede om nationalistiske krige. Også i det 19. århundrede. Og sådan kan man egentlig gå tilbage, århundrede efter århundrede. De europæiske nationer har på kryds og tværs været involveret i krige og stridigheder, hvis egentlige årsager endnu kan debatteres. Men nationalismen kan der derimod næppe være tvivl om.

DET skal vel at mærke slet ikke indtænkes i et Europa mod Mellemøsten. I dag er det nationalismens fokusområde. Alle kulturforskelle er indbyggede problemer for nationalismen på begge sider af de nationale skel. Det ene land mod det andet. Det ene folk mod det andet. Og så videre.

Identitetspolitikken har ukronede storhedsdage. Den melder sig hver eneste dag i kedsommelige historier og se mig. Jeg har også. Og den slags. Selvom det opfylder de forskellige identitetsgruppers personlige behov for anerkendelse og fremdrift, hvis ikke eksistensberettigelse, så er det ikke spor visionært.

Foto: Bundesarchiv

AT forene Europa om noget andet end krigsførelse var i 1950’erne meget visionært. Det skete efter to vanvittige krige, der havde kastet kontinentet – og hele verden – ud i drab på millioner af mennesker. Amerikanerne havde midt under anden verdenskrige ideer om at forvandle Tyskland til et landbrugsland efter krigen. Målet var at forhindre tyskerne i at fortsætte med at være den stormagt, de var.

Men umiddelbart efter anden verdenskrig kom realiteterne på bordet, da Sovjetunionen gnidningsfrit indlemmede østeuropa i det kommunistiske imperium og samtidig mindede amerikanerne om at fællessangene om den internationale arbejder ikke var for sjov. Det var ment i ramme alvor, og Stalin var manden til at sætte handling bag ord.

DEN KOLDE KRIG var med til at skabe fundamentet for en samling af de vestlige demokratier i Europa, og Tyskland var en nødvendig stormagt. Arvefjenden Frankrig accepterede tilgivelsen af det tyske folk, og kræfter i landet arbejdede nu på at binde tyskerne ind i samarbejde og samhandel. Ideen var at skabe fælles interesser, og da alle nød godt af den amerikanske støtte til de vest-europæiske lande, var det også en måde at komme kravene fra Amerika om et fælles bolværk mod Sovjetunionen i møde.

Måske kan man sige at dannelsen af et europæisk fællesmarked var en strategisk og storpolitisk bevægelse. Men resultatet blev en varig fred mellem de europæiske lande. Tidligere internationale konflikter med krigsførelse i Europa blev afløst af nok så kedelige forhandlinger i Bruxelles.

Foto: Wikimedia

EFFEKTEN HAR VÆRET SÅ EFFEKTIV at de færreste unge i dag kan forestille sig en krig med hverken Tyskland eller Tjekkiet. Hvis overhovedet med nogle europæiske lande. Og de tidligere fjender i de østeuropæiske stater, der blev indlemmet i det kommunistiske imperium – og som i årtier havde rettet deres skyts mod vesten – er i dag venskabelige lande, vi handler med.

Prisen for dette projekt har været den nationale identitet. I takt med at grænserne er blevet fjernet og de europæiske folkeslag har kunnet bevæge sig rundt, samtidig med at alt er blevet mere ens og mere tilgængeligt i alle nationerne – så er det unikke og særlige ved de respektive lande blevet formindsket. Noget som nostalgikerne har store problemer med, ikke mindst danskerne og deres forhold til kronen eller flaget.

Men prisen for stærk nationalisme er også stærk nationalisme i de andre nationer. Og dermed også risiko for konflikter.

DE HELT UNGE har ikke meget gavn af nationalismen. De vokser op i en verden, der er mere forbundet end nogensinde før. Flytrafikken er eksploderet de sidste 30 år, hvor begreber som storbyferie har forenet de europæiske unge i en ny oplysningstid. De kan ikke huske den tid, hvor danskere holdte i kø ved grænsen for at vise pas, og hvor en karton cigaretter var en af de største syndere.

Verdensøkonomien og de store koncerner har været et lokomotiv for den udvikling. Hvor vi før var produktionsarbejdere ved samlebånd og i haller, forvandledes arbejdsstyrken til veluddannede kompetance-medarbejdere. Et uset stort antal unge har gennemført en videregående uddannelse. De intellektuelle arbejdspladser har været eftertragtede og økonomisk langt bedre end fortidens industrielle arbejdspladser.

DET EUROPÆISKE FANTOM har sneget sig ind over grænserne i de mange lande, der har tilsluttet sig visionen om en samlet Europa. Konkurrencen fra asien er overvældende, da der produceres langt billigere og mere effektivt, end det kan lade sig gøre i de vestlige lande. Sandsynligheden for at ens smartphone eller computer er bygget i asien er stor. Men fantomet er som en ånd eller drivkraft rettet mod en indre national forståelse: At det har en afgørende betydning om man føler sig som dansker, tysker eller englænder. Også selvom foreskellene er svundet ind til en meget diffus størrelse, fordi de nationale skel er udlignet af de multinationale koncerners jerngreb i kulturen og selvforståelsen.

Der er ikke foreskel på cafe latte i Danmark, Tyskland og Frankrig længere. McDonalds har det samme logo alle steder. Men nu er det truslerne fra mellemøsten og Afrika, hvor disse regioner med voldsom ufred og krige presser de fattige eller flygtende mennesker mod en bedre fremtid i Europa. Det er paradokset, at det ikke er de europæiske nationers indbyrdes konkurrence, der fremmer nationalismen, men derimod folkeslag udenfor Europas grænser.

SKRIV EN KOMMENTAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her