Det har været 4 begivenhedsrige år på den verdenspolitiske scene, hvor det først og fremmest har været Putins sejr at amerikanerne har genindført isolationismen, som den eksisterede før anden verdenskrig.

Historisk har de amerikanske vælgere aldrig været begejstrede for at deltage i hverken krige eller fællesskaber med de andre lande i verden. De republikanske vælgere har altid favoriseret en “America first” strategi, hvor resten af verden skal underlægge sig den amerikanske storhed og ellers nøjes med at købe amerikanske varer. Det er en virkelighed, som Donald Trump siden han stillede op til præsidentvalget i 2016 har kørt nådesløst på, og som er umådelig populær blandt de amerikanske vælgere.

At hele fundamentet for den amerikanske isolationisme bygger på et luftkastel og en illusion om at amerikanere kan klare sig uden andre lande, er noget helt andet. For Trump har formået at sætte det demokratiske system skakmat. I det republikanske parti er hans popularitet blandt vælgerne sandsynligvis den vigtigste årsag til at kun få medlemmer af partiet har turdet sige fra overfor den endeløse strøm af skandaler, løgne og manipulation. Også selvom det er gået ud over ærke-republikanske mærkesager og værdier, for slet ikke at tale om Trumps totale anti-kristne adfærd. Sidstnævnte problem er noget der normalt er helt utænkeligt, hvis man vil have magten i USA.

Medierne leder efter forklaringer i øst og vest, men de fleste af dem er uden reelle svar på den største gåde, nemlig hvorfor næsten halvdelen af vælgerne stemmer på en kandidat, der åbenlyst lyver og som har en personlig adfærd hvis skamfuldhed er uden lige. Svaret på gåden skal måske findes i behovet for at “en stærk mand”. Historikere har også spekuleret i 90 år over, hvorfor tyskerne stemte Hitler til magten. De fleste almindelige mennesker er nemlig ikke helt bevidst om, at nazisterne blev valgt af det tyske folk. Selvom det politiske klima i USA ikke kan sammenlignes med Tyskland i 1930’erne, så er der forbløffende stor genkendelighed over propagandaens kerneelementer i Trumpisternes lejr: Man siger hvad man vil, benægter selv indlysende kendsgerninger (som eksempelvis hvad man sagde i går), og kører en form for “dagens sandhed”.

Det skaber en voldsom dynamik i propagandaen, der hele tiden hæver sig over begreber som sandhed og virkelighed. Istedet for taler den til fjendebilleder og følelser. Trump har bevist hvor effektiv, denne metode er. Under valgkampen i 2016 fik han massiv hjælp af Rusland og Wikileaks til at skabe og udbrede propgandaen, hvilket han tilmed pralede med under sine valgtaler.

Trumps propaganda handler om at den lille mand bliver snydt af de store mænd i Washington. Det er politiske rævekager. Trump selv er helten, der rejser til hovedstaden for at rydde op. Han skal dræne sumpen, så krybdyerne forsvinder. Selvom han ikke han nogle indlysende kvalifikationer som hverken administrator, politiker eller helt. Hans eget liv er baseret på en arvet formue, spekulationer i ejendomsmarkedet, jetset livet og en karriere som realitystjerne på tv. Alt dette er dog helt ligegyldigt for halvdelen af de amerikanske vælgere. De får det, de gerne vil have. Donald Trump har nemlig været komplet ligeglad med det politiske univers og verden omkring ham, og det appellerer åbenbart til den menige amerikaner der fra fødslen er sovset ind i den evige kamp mellem staten og statsfællesskabet. USA er nemlig en forening af stater, der hver især har udtalt selvstyre på mange områder.

“Dem i Washington er nogle skurke” har mange republikanske politikere brugt i deres retorik i årevis, hvilket højreorienterede medier som Fox News har gjort til en kunstart at støtte. Med Trump er det gået op i en højere enhed, hvor bevæbnede militser render rundt i gaderne med automatiske rifler og skaber frygt. En video på de sociale medier viser hvorledes en ung, bevæbnet mand dræber demonstranter under “Black lives matter”-demonstrationerne for nogle måneder siden.

Derfor er det også især splittelsen i det amerikanske samfund, der er det største resultat af 4 år med Donald Trump. USA har ikke tidligere set en demagogisk politiker i den kaliber, og det politiske system og magtbasen i Washington har været helt uforberedt på at det kunne ske. Men sagen er den at Trump har skabt en politisk bevægelse, der ønsker USA isoleret fra det meste af verden, rent politisk, og at USA skal konfrontere sine “fjender”. At realiteten har været et fuldstændig tamt USA på den verdenspolitiske scene, er noget helt andet. Trump har stort set trukket USA ud af alt, hvad han kunne få øje på. Ofte har det virket som om, at han gjorde det for at tækkes sin vælgerbase, der elsker at se “den stærke mand” føre sig frem på den store scene med knytnæven fremme.

Men det budskab ihvertfald over 70 millioner vælgere har taget til sig er, at resten af verden ikke længere skal nasse på USA. Det skulle være slut med at amerikanerne løftede den sikkerhedspolitiske dagsorden for egen regning, hvilket reelt var en afvikling af USA’s overherredømme i den vestlige verden. Netop derfor har Joe Biden straks efter valget meddelt, at en af de første opgaver under hans præsidentembede bliver at genetablere USA som en bannerfører på den verdenspolitiske scene.

For resten af verden er det især løsninger på klimaforandringerne, der har været ramt af at verdens mest magtfulde nation er forsvundet fra landkortet. Kina og Rusland har samtidig udnyttet muligheden for at udfylde tomrummet efter USA, og det vil først nu vise sig, om amerikanerne kan genetablere den troværdighed som stormagt, de besad før Donald Trump fik magten.

Tilbage i Washington sidder en længere række af Trumps embedsfolk, hvis fremtidsudsigter ser knap så lyse ud. De kroniske løgnehistorier der er blevet udbredt fra Det Hvide Hus, har skabt en vrede blandt mange politiske institutioner i USA’s hovedstad. Trump har i 4 år kørt rundt med embedsfolkene og gentagne gange gjort dem til grin. Det gælder alt fra justitsministeriet, forsvarsministeriet, udenrigsministeriet og efterretningstjenesterne.

Uanset hvem der bliver udpeget som Bidens udenrigsminister, så vil verden sandsynligvis opleve en charmekampagne fra det nye hold i Det Hvide Hus. Også Rusland må forvente at der er lagt i kakkelovnen hos den etablerede statsmagt i krogene af Washington, der ikke har glemt valget i 2016 og Putins undergravende virksomhed mod det amerikanske demokrati.

Verden kan derfor forvente en offensiv politik fra Joe Biden. Udrensningen af Trump-støtter og hjælpere vil sikekrt blive en topprioritet, ligesom der i amerikanske medier er rygter om, at man vil indføre ny lovgivning, der skal sikre at embedsfolk er tvunget til at efterleve etiske og moralske normer. Sporerne efter Trumps diktatoriske og systemhadske udfald er store.

Men ligenu betyder Donald Trumps exit først og fremmest en ting: Hvad vil den uberegnelige mand gøre de sidste par måneder, før han bliver eskorteret ud af Det Hvide Hus?

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer